Tip os log ind
Smukfest sluttede vejrmæssigt lidt trist med rigelig regn. Opgørelsen over lovovertrædelser på den fem dage lange festival ser også mere trist ud end først antaget. ?
Foto: Helle Arensbak/ritzau Scanpix

Opdagede fremmed mand i sit telt - 19-årig fra Silkeborg sigtet

14. august 2018, 10.29

Flere anmeldelser om sex-sager fra Smukfest

SKANDERBORG En 19-årig mand fra Viborg sidder varetægtsfængslet sigtet for voldtægt af en 23-årig kvinde fra Odense under Smukfest.

Men politiet melder efterfølgende om flere sager om overgreb mod kvinder under festivalen.


Anmeldelse trukket tilbage

En kvinde anmeldte under festivalen, at hun var blevet voldtaget, men efterforskningen blev siden stoppet, fordi hun trak anmeldelsen tilbage, formentlig fordi hun efterfølgende ikke længere mente, at der var tale om voldtægt.


Blufærdighedskrænkelse

Men to andre kvinder har anmeldt, at de har været udsat for blufærdighedskrænkelse på campingområdet Kærligheden under festivalen.

En 18-årig kvinde fra Randers anmeldte tidligt torsdag morgen, at hun ud på morgenen havde opdaget en fremmed mand i sit telt. Her er en 19-årig mand fra Silkeborg sigtet.

Ligeledes anmeldte en 23-årig kvinde fra Favrskov klokken 4.27 torsdag morgen, at hun havde været udsat for blufærdighedskrænkelse på campingområdet. Her vil politiet ikke oplyse de nærmere omstændigheder, men en 37-årig mand fra Aalborg er sigtet i sagen.

Også antallet af voldssager er vokset, efter at festivalen er slut. Nu arbejder politiet med syv anmeldelser om vold, hvor der ved sidste års festival var blot to.

Antallet af tyverianmeldelser ligger til gengæld lavere end i fjor. I går var anmeldt 21 forhold mod 34 sidste år, men der ventes en del efteranmeldelse.


Færre narkosager

Antallet af narkosager er også faldet mærkbart - fra 93 sidste år til 59 i år.

- Vi anvender narkohunde ude på områderne, og når folk ved, at vi kommer, har det en forebyggende effekt, siger vicepolitiinspektør Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi.

Antallet af parkeringsbøder har også kurs nedad - fra 267 sidste år til 201 i år.

Det samlede billede af årets Smukfest er fortsat, at der er kommet relativt få anmeldelser set i lyset af, at der hver dag er ca. 55.000 mennesker samlet på et forholdsvist lille område.


Ordet er dit



Mere Ry-Galten