Tip os log ind

Området ved Klüwersgade er truet

01. juni 2019, 08.00

BYGGERI Det er sikkert gået op for mange af avisens læsere, at vi i foreningen Skøn på Silkeborg er noget bekymrede.

Ikke over udvikling, men over udviklingen. Selvom der sikkert stadig er nogen, der ikke helt fanger sondringen. Og beslutningen i byrådet mandag aften har ikke bidraget til at gøre bekymringen mindre.

Silkeborg er ikke den eneste by, hvor bekymrede borgere i denne tid med stigende styrke opponerer mod byråd, der i intens konkurrence med nabobyerne tilsidesætter mange hensyn, de burde tage.

I Aarhus har anerkendte arkitektfirmaer som f.eks. C.F. Møller, som noget helt usædvanligt, advaret mod udviklingen og stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy erkender da også, at der bliver bygget for mange »kasser«. »Vi skal i fremtiden bygge mere stedspecifikt«, siger han til medierne. Oversat til almindeligt sprog, bygge noget der er i stil med omgivelserne.

Om sådanne fine nuancer trænger igennem til plan og vej i Silkeborg eller byrådet i øvrigt, kan man jo kun håbe, for der bliver brug for det.

Et af Silkeborgs gamle tidstypiske arbejderkvarterer i Sydbyen, i dette tilfælde omkring Klüwersgade, er truet i øjeblikket. Kvarteret er præget af små huse og nydelige gamle haver, men kommunen mener sagtens, at der kan klemmes etagebyggeri ind der.

For skal vi nå målet om at være 100.000, så må smålige hensyn som at bygge stedspecifikt eller bevare karakteren af sådan et gammelt kvarter tilsyneladende vige.

Der er ganske vist helt konkrete ting, der taler imod det, erkender kommunen. Blandt andet bliver bebyggelsesprocenten langt højere end kommuneplanen tillader, og trafikalt er kvarteret jo ikke uden problemer, men pyt. Så hiver forvaltningen en hvid kanin op af hatten. Man anlægger en helhedsvurdering. En elegant manøvre, man altid kan ty til, hvis man mangler gode forklaringer. Bare anlæg en helhedsvurdering, så be- høver man ikke forklare sig yderligere.

Selv de mest tungnemme har efterhånden fattet budskabet, at vi skal være rigtig mange indbyggere. Men når der i øjeblikket, på Søtorvet og på utallige udstykninger rundt omkring, lige nu bygges i hundredevis af boliger, kan man så ikke med en vis ret spørge, om de få ekstra, der kan klemmes ind i det gamle arbejderkvarter i Sydbyen, er nødvendige i det store spil. Er det værd at ødelægge et smukt gammelt kvarter for nogle få ekstra boliger? De må da kunne klemmes ind et andet sted.

Og bliver vi ikke inden for den planlagte periode 100.000 indbyggere, så er 99.990 vel også godt nok.


Ordet er dit



Mere Debat