Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Om afvikling

07. maj 2019, 12.56

BYUDVIKLING Orla Madsen fik måske, udover påskesilden, også et par påskesnapse for meget i den gale hals, for han havde åbenbart ikke indset, hvad det drejede sig om. Men han taler om afvikling. Det er relevant, for der sker nemlig for tiden en sørgelig afvikling her i byen. Det er desværre en afvikling af Silkeborg indre bys identitet som en hyggelig harmonisk provinsby der, trods sin unge alder, dog har en vis historie bag sig, herunder en bykerne med mange kvaliteter og tidstypiske byhistoriske bygninger. Det er man godt og grundigt i færd med at destruere. Historisk sans, pietetsfølelse og forståelse for, hvad der er byens DNA, er desværre helt fraværende i Orla Madsens og ligesindedes forestillingsverden. Spekulation og ubetænksomhed har gode vilkår.

Helt grotesk bliver det så, når man i MJA forleden kunne læse, at byggefirmaet A. Enggaard på grund af en skrantende økonomi omkring Torvecentret har set sig nødsaget til at bygge et højhus, for at vride så mange kroner ud af arealet, som muligt! Man tror det er løgn! Er det Silkeborgs borgeres problem og opgave at hjælpe en bygherre med opførelse af et malplaceret tårnhøjt helvede, på bekostning af byens karakter og identitet - helt centralt i byen, og for øvrigt respektløst tæt op ad kirken?

Selvfølgelig skal Silkeborg udvikles, det er helt uundgåeligt med et stigende befolkningstal i Danmark, men det skal, især for den indre bys vedkommende, ske med respekt for byens historie og karakter, men det modsatte sker lige nu.

Og den respekt burde, som en anden læserbrevsskribent har været inde på, også udstrækkes til vor omgivende, enestående natur. Fænomenet Silkeborg som »Outdoor hovedstad« med sin ambition om bl.a. at tiltrække titusindvis af mountainbikere er en grov kommercialisering af, og en trussel mod, den natur, vi har fået som arv, og som vi har en pligt til at forvalte på anstændig vis. Det sker desværre ikke for tiden - og det ser ud til kun at blive værre. Meget værre!

Men tak til initiativtagerne til »Skøn på Silkeborg« og en venlig hilsen til vore politikere og by- og naturforvaltere med et ønske om, at I vil standse op, og reflektere over, hvad det er, I har gang i.


Ordet er dit



Mere Debat