Tip os log ind

Nyttejob og løndumping

24. august 2018, 12.43

Kontanthjælp Kasper Thomassen fra Venstre havde den 17. august et læserbrev i MJA. Her hylder han Greve kommunes krav til unge, der søger kontanthjælp, de skal arbejde i nyttejob for kontanthjælpen. Det sker i et servicekorps, som blandt andet holder veje og strande rene. En ordning Kasper Thomassen gerne ser indført i Silkeborg kommune.

Kasper Thomassen er inde på, hvad der er vigtigt for et ungt menneske, herunder uddannelse, kontakt til arbejdsmarkedet og fællesskabsfølelse, det kan ingen vel være uenig i, men om vejen til det er et lavt betalt nyttejob, tvivler jeg på.

Jeg må også spørge, om Kasper Thomassen ikke helt ved, hvad der foregår i Silkeborg kommune. Silkeborg kommune sender hvert efterår deres specialarbejdere hjem på dagpenge. Det starter i november og varer indtil april. Raske, velfungerende og arbejdsmarkedsparate voksne tvinges hvert år ud i op til 5 måneders arbejdsløshed. Grunden er den måde, man har bygget økonomien op på i Entreprenørgården. Kassen løber simpelthen tom sidst på året.

Man lader staten, kommunen og i sidste ende dig og mig betale op til en tredjedel af de ansattes løn, uden at vi får noget for det.

Hvem er det, der yder og nyder her?

De arbejdsopgaver, som Kasper Thomassen vil sætte de unge til i nyttejob, skal udføres af kommunens egne ansatte specialarbejdere, så de ikke sendes hjem på dagpenge og hermed offentlig forsørgelse.

Renholdelse og vedligehold i kommunen er en kommunal opgave, som skal løses af de kommunalt ansatte specialarbejdere.

Inden man i kommunen begynder at opfinde nyttejob, må førsteprioritet være at holde de ansatte man har i fuld beskæftigelse.

Arbejde er der nok af, gå en tur langs vore veje og se, hvor det flyder med affald, som kun venter på at blive samlet op. Naturpleje og oprydning, når der er klippet hegn og krat, i dag ligger afklippet og flyder. Et arbejde som sagtens kan udføres om vinteren af kommunalt ansatte specialarbejdere, til en overenskomstmæssig løn.

Nyttejob, hvor man går ind og lader kontanthjælpsmodtagere udføre arbejde til en meget lav betaling og samtidig sender ansat personale hjem på dagpenge, er i min verden det samme som løndumping.


Ordet er dit



Mere Debat
Midtjyske Meninger

Tie og samtykke