Tip os log ind
Jakob Paludan tiltræder stillingen i Region Midtjylland 15. september.

Ny ledende overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling

05. september 2018, 11.45

Jakob Paludan er ansat som ny ledende overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland.

49-årige Jakob Paludan har gennem mange år arbejdet i børne- og ungdomspsykiatrien i Risskov, men han har også erfaringer med børne- og ungdomspsykiatrien gennem ansættelser i Aalborg og Stockholm. Han blev uddannet som speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri i 2008 og har siden 2010 været ansat i overlægestillinger. Siden maj 2017 har han arbejdet som afsnitsledende overlæge på Center for Spiseforstyrrelsers sengeafsnit i Risskov, og derudover fungerer han som konsulent ved Retspsykiatrisk Ambulatorium.

Jakob Paludan er meget engageret i sit speciale og ser frem til at kunne bidrage til udviklingen af børne- og ungdomspsykiatrien fremover i sin nye rolle som afdelingsleder. Han ser Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling som en stærk enhed i psykiatrien, og han går ydmygt ind i den nye rolle med en ambition om ikke kun at fortsætte ledelsesarbejdet i afdelingen, men også med et ønske om at udvikle afdelingen yderligere. Han ser derfor også frem til udflytningen til Skejby ved årsskiftet, hvilket ifølge den nye ledende overlæge giver afdelingen endnu bedre muligheder for tværfagligt samarbejde, videndeling og dermed også udvikling.

Jakob Paludan kommer til at udgøre afdelingsledelsen i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland sammen med oversygeplejerske Elsebeth Vesterheden.

Privat er Jakob Paludan bosat i Odder.


Ordet er dit



Mere Navne