Tip os
Per Bøving bliver ny formand for hestemarkedet og lover ekstra oplevelser næste år, hvor Hammel GF fylder 100 år.

Ny formand for Hammel Hestemarked

Per Bøving afløser Hans Jensen som formand for hestemarkedet
31. oktober 2017, 21.11

HAMMEL Hammel Hestemarked har fået ny formand. Ny formand bliver 54-årige Per Bøving fra Hammel, som afløser Hans Jensen på posten.

Per Bøving har efterhånden været aktiv på de indre linjer i hestemarkedet i 16 år. Han blev tilbage 2002 opfordret af Lone Boye til at komme med i hestemarkedet. Han har siden 2010 især haft ansvaret for underholdning og koncerter ved den store byfest.

Den ny formand lover ingen revolutioner.

- Vi skal blive ved med at udvikle Hammel Hestemarked med fuld respekt for de mange gode traditioner, som er bygget op gennem årene. Og så skal vi jo også fortsat gerne tjene penge til Hammel Gymnastik Forening, så vi kan være med til at holde kontingenterne nede, siger Per Bøving.

Hestemarkedet har hyret det første band til næste år. Det er Kandis, som også i 2018 skal på plakaten søndag eftermiddag.

- Vi har også besluttet at spørge de mange, som var med til vores oktoberfest, om vi skal gentage oktoberfesten lørdag aften næste år. Umiddelbart tror jeg, at vi også laver oktoberfest næste år, men nu spørger vi dem, som var med i år, siger Per Bøving.

Foruden at være formand fortsætter Per Bøving med at have ansvaret for musik og underholdning. Allan Bo Andresen fortsætter som næstformand og sponsoransvarlig for styregruppen. Poul Erik Andersen er økonomiansvarlig, Frank Andreasen tager sig af markedskoordination, hjemmeside og sociale medier, Majken Astrup står for frivillige hjælpere, Gert Rewitz får ansvar for kræmmer- og stadepladser og markedsføring og Jan Svendsen bliver pladsansvarlig.


Ordet er dit