Tip os log ind
Kirsten Trans har arbejdsplads på Blå Kors' administrationskontor i Silkeborg, hvor hun glæder sig over at kunne bruge sine mange erfaringer inden for blandt andet ledelse, terapi, rehabilitering og socialt arbejde.

Ny faglig chef og driftschef for væresteder i Blå Kors

Kirsten Trans skal sætte kursen for fagligheden i Blå Kors Danmark og samtidig stå for den overordnede drift af organisationens 11 væresteder
21. august 2018, 12.00

Det er en erfaren leder med mange forskellige kompetencer, der nu skal være med til at sikre faglighed og kvalitet i den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark.

Blå Kors Danmark har ansat 47-årige Kirsten Trans, som er tiltrådt som faglig chef og driftschef for væresteder, som er sociale caféer for udsatte borgere. Hun har arbejdsplads på Blå Kors' administrationskontor i Silkeborg.

Kirsten Trans har en baggrund som cand.soc. med speciale i socialarbejderens samarbejde med udsatte borgere. Hun er også uddannet psykoterapeut og socialrådgiver og har derudover Kriminalforsorgens lederuddannelse.

- Det passer mig som fod i hose, at jeg får mulighed for at bruge min brede uddannelsesmæssige baggrund i sammenhæng med mine forskelligartede joberfaringer som faglig chef og driftschef for værestederne hos Blå Kors Danmark, siger Kirsten Trans.

Senest har Kirsten Trans været udstationeret sammen med sin familie i Moskva, hvor hun har virket som psykoterapeut og arbejdet med udsatte migranter. Hun bor i dag i Brabrand ved Aarhus.

Forud for udlandsopholdet har hun været med til at udvikle rehabiliteringsmetoder i en recovery-orienteret indsats på Psykoterapeutisk Center Stolpegård Region Hovedstadens Psykiatri. Derudover har hun fungeret som psykoterapeut og som supervisor.

Netop arbejdet med recovery, som handler om at tage udgangspunkt i borgernes egen idé om trivsel i hverdagen i en helingsproces, ser Kirsten Trans frem til også at arbejde med i Blå Kors.

Kirsten Trans tager derudover erfaringer med sig fra sin tid som faglig leder og souschef i Kriminalforsorgen i Hillerød. Her ledte hun 15 socialrådgivere og administrative medarbejdere.

Under sit ophold i Moskva har hun skrevet fagbogen »Senfølger efter seksuelle overgreb«, som udgives af forlaget Frydenlund.

Hun har overtaget jobbet som faglig chef og driftschef for væresteder efter Mette Holmgaard, som i dag er leder af Blå Kors Hjemmet i Skannerup.


Ordet er dit



Mere Navne