Tip os log ind
  • 1/: - Hos os ser vi det som en ekstra kompetence, vi har fået ind i huset, siger Max Roed Mikkelsen om metoderne fra InnovationSilkeborg.
    Foto: Jakob Stigsen Andersen
  • 1/:

Nu hjælper Kaastrup Andersen kunden med at finde løsninger

Den succesrige Silkeborg-virksomhed bygger oven på med yderligere kompetencer via samarbejde med InnovationSilkeborg
21. august 2018, 09.40

Kaastrup Andersen A/S er blandt de virksomheder i Silkeborg, der benytter sig af InnovationSilkeborgs tilbud. I 2017 havde den fremgangsrige konsulentvirksomhed (modtager af Erhverv Silkeborgs Erhvervspris 2015) flere ansatte på kursus hos InnovationSilkeborg, og ifølge virksomheden giver samarbejdet rig mulighed for at tilføre Kaastrup Andersen-kunderne endnu mere værdi. Firmaet på Vestre Ringvej har i forvejen benhårdt fokus på projektledelse.

Kaastrup Andersen har en særdeles stærk kultur med afsæt i ledelse af projekter. I fremtiden skal det tillige handle om løsninger.

- Vi er gode til at lede processen og til at skabe planen. Nu vil vi gerne prøve at træde et skridt videre, hvor vi også hjælper med at skabe løsninger. Vi vil prøve at komme tættere på selve forretningen ude hos vores kunder, siger Max Roed Mikkelsen, HR-ansvarlig i virksomheden.


Sætter kunden i fokus

Sidste år lærte ansatte fra Kaastrup Andersen blandt andet om metoder og værktøjer hos InnovationSilkeborg inden for såkaldt co-creation. Det handler om udvikling af forretningsstrategi. Siden har Kaastrup Andersen i flere tilfælde benyttet sig af den nye viden i forbindelse med udførelsen af konsulentopgaver ude hos egne kunder.

- Vi har kørt en række forløb i blandt andet Silkeborg Kommunes teknik- og miljø-afdeling og social- og sundhedsafdeling samt i virksomheden ISS, fortæller Max Roed Mikkelsen.

Co-creation kan grundlæggende forklares med at sætte kunden i fokus. Filosofien er, at kunder, brugere og partnere besidder andre indsigter og evner end en selv. De gode beslutninger om, hvilke produkter eller løsninger, der er bedst, bliver således ikke truffet på direktionsgangene alene. De gode beslutninger træffes i samråd med kunder, brugere og partnere.


En ekstra kompetence i huset

Ifølge InnovationSilkeborg vil co-creation som forretningsstrategi udmønte sig i udveksling og deling af idéer og ressourcer, når man mødes med kunder, partnere osv.

- Hos os ser vi det som en ekstra kompetence, vi har fået ind i huset. En metode til at finde ud af, hvad vores kunder går og bøvler med i hverdagen. Vi bruger metoden i forbindelse med de projekter, som vi kører ude hos vores kunder. Det er et rigtig godt praktisk værktøj. Det er nemt at videregive til andre og nemt at forklare kunden samt facilitere det over for kunden, siger Max Roed Mikkelsen.

Kaastrup Andersen, der ledes af de to stiftere Harald Høi Andersen og Anton Kaastrup-Hansen, har en række store, danske virksomheder på referencelisten. Max Roed Mikkelsen fortæller om et konkret projekt hos rengøringskoncernen ISS Cleaning, hvor Silkeborg-virksomheden hjalp med at finde løsning på en udfordring. Det drejede sig om ISS' flere hundrede rengøringsmaskiner, der er placeret ude hos deres kunder.

Sagen blev gennemgået på alle leder og kanter for at sikre en bedre udnyttelse af maskinerne samt opnå gennemsigtig håndtering af logistik i forhold til flytning og indkøb. Der er nemlig penge på spil ved at kigge på, hvordan maskinel og udstyr udnyttes mere effektivt, og Kaastrup Andersen hjalp virksomheden ved blandt andet at få de mange rengøringsvogne udstyret med GPS-trackere.


Ordet er dit



Mere Erhverv