Tip os log ind

»Nu går de gamle .« - en replik

06. juni 2019, 12.33

Tange Sø Bent Frits Nielsen (BFN) har den 1. juni 2019 kommenteret mit indlæg i MJA. Han fremkommer her med nogle spørgsmål og nogle postulater. »Hvis man nedlægger Tange Sø, vil der i mange år være mudrede, våde enge .«, skriver BFN. Det strider mod det, der normalt er gængs viden på området. Slammet fra Tange Sø vil, dels blive fanget i slamfældningsbassiner, dels vil den tiloversblevne mængde meget hurtigt udtørre som følge af vejr og vind. Det slam, der ligger over grænseværdierne for indhold af tungmetaller, vil blive transporteret til godkendte affaldsbehandlingsanlæg. Det er derfor forkert at påstå, der »i mange år vil være mudrede, våde enge« i den reetablerede Gudenådal som følge af nedlæggelsen af Tange sø.

Så spørger BFN, hvad det vil betyde for Ans og Tange og »hele den smukke egn«, at Gudenåen reetableres? Ja, hvad er fordelene ved at få Danmarks måske mest unikke naturområde tilbage igen i forhold til at bevare en søflade på 540 ha? Jeg tror næsten, at svaret giver sig selv. Ans og Tange vil få helt nye muligheder for at kunne udvikle sig i fremtiden, bl.a. fordi der er et stærkt innovationsmiljø i området.

Så skriver BFN, om det ikke betyder noget med det gamle elværk, der »laver ren el«. Og jo, det er rigtigt positivt, men sagen er, at elproduktionen kan erstattes af en enkelt vindmølle. Der er hverken et økonomisk eller beskæftigelsesmæssigt argument for at bevare Tangeværket, og Tangeværkets beskedne overskud er udelukkende fremkommet pga. statsstøtte.

BFN forslår så, at det der i folkemunde bliver kaldt »tarmslyngsløsningen«, er et godt alternativ, så fiskene kan passere Tangeværket og om »vi ikke skal være glade for det og bakke den løsning op?«. Nej, det skal vi faktisk ikke, fordi den løsning ikke afhjælper problemet - fremkomsten af det enestående naturområde der i dag ligger gemt på bunden af Tange Sø og de mange fordele, der ville være ved at få det tilbage - efter 100 år!

»Skal opstemningen ved Silkeborg også væk?«, spørger BFN så. Det har jeg ikke nogen mening om. Det må de kommende generationer afgøre. Vi kæmper mod den største trussel mod Gudenåens natur og miljø - og det er som bekendt Tange Sø og Tangeværkets spærring af Gudenåens løb. Det har mere end rigeligt med udfordringer for os. Miljømyndighederne har karakteriseret Gudenåens økologiske tilstand som »ringe«. Hovedårsagen til det stammer fra Tange Sø og Tangeværkets spærring.

Jeg kan kun anbefale, at BFN læser bogen »Gudenåen - genfødsel af et unikt naturområde?«. Den kan fås på biblioteket, og BFN vil kunne få mere uddybende svar på sine spørgsmål her.


Ordet er dit



Mere Debat