Tip os log ind
Mikkel Nørgaard under optagelserne til »Fasandræberne«.
Foto: Christian Geisnæs/nordisk Film

Nørgaard trækker os ind i biografen

Målt på billetsalg er han den mest succesfulde instruktør i Danmark, alligevel er der ikke mange, der kan nikke genkendende til navnet Mikkel Nørgaard
11. oktober 2014, 06.15

»Klovn - The Movie«, »Kvinden i buret« og den aktuelle »Fasandræberne« har noget til fælles. De kan lokke rekordmange danskere til at indløse billet til biografmørket. Og det er noget, der får instruktøren bag, Mikkel Nørgaard, til at juble.

Hans navn får måske ikke en klokke til at ringe hos læserne lige med det samme, men de fleste har set noget af det, han har instrueret gennem tiden.

Selvom Mikkel Nørgaard indtil videre kun kan skrive tre spillefilm på cv'et, forstår han at lave film, der kan trække danskerne i biografen. Nye tal viser, at alle hans film ligger i top fire på listen over bedste åbningsweekend for en dansk film, kun overgået af ungdomsfilmen »Anja og Viktor«. Den sidste, filmatiseringen af andet bind i Jussi Adler-Olsens succesfulde krimiserie om afdeling Q, »Fasandræberne«, fik på åbningsweekenden 131.480 danskere til at købe billet. Det er allerede 11.000 flere end forgængeren »Kvinden i buret«, som han også stod bag. I alt nåede den at blive den mest sete film i biografen sidste år, men med et stjernespækket lineup af skuespillere kan instruktørens navn godt blive overset. Og det er han helt klar over, forklarede han i et interview med Soundvenue i forbindelse med premieren på »Fasandræberne«:


Serie-instruktøren

- Når man laver projekter, som der er nogle meget kendte navne involveret i, vil de få meget af opmærksomheden. Jeg ved, hvad min egen rolle i projektet er, og det ved de andre involverede også, og det er det vigtigste. Men vi er alle sammen små børn, der gerne vil have, at nogen kan lide vores tegning. Og små børn kan jo aldrig få anerkendelse nok.

Den 40-årige filminstruktør blev uddannet fra Den Danske Filmskoles Instruktørlinje i 2001. Siden har han blandt andet instrueret komedieserierne »Langt fra Las Vegas«, »Klovn« og »Live fra Bremen« og desuden mere alvorlige serier som »Borgen« og »Anna Phil«. Og det var noget, han var godt tilfreds med, fortalte han til filmmagasinet Ekko i september:

- Da jeg kom ud af Filmskolen, var jeg træt og gad faktisk ikke at lave film. Jeg lavede reklamefilm i et års tid for at få noget at spise. Og så spurgte Casper Christensen og Frank Hvam mig, om jeg kunne tænke mig at instruere de sidste 15 afsnit af »Langt fra Las Vegas«. Jeg anede ikke, hvorfor de spurgte, men så klikkede vi rigtigt godt. Efter de 15 afsnit havde vi lyst til at arbejde mere sammen. Og ud af det kom tv-serien »Klovn«. Efter jeg var færdig med at lave den, kunne jeg mærke, at sulten for at lave spillefilm begyndte at melde sig.


850.000 så klovnen

Det udmøntede sig i »Klovn - The Movie«, der blev set af over 850.000 danskere i biografen. Siden har han for alvor kastet sig over spillefilmene med de to film bygget over Jussi Adler-Olsens krimier. Men det kræver en anden indsats at lave spillefilm, forklarede han Dagbladenes Bureau sidste år, da »Kvinden i buret« havde premiere.

- Når folk skal betale 75 kroner for at gå i biffen, skal de have den store filmoplevelse. Pissegod historie, fantastiske karakterer og en visuel toppræstation. Det er der ikke mulighed for på tv, men uanset hvad, er mit ambitionsniveau tårnhøjt, fortalte han.

Næste måned tager han til Los Angeles for at instruere »Klovn 2« sammen med makkerparret Frank Hvam og Casper Christensen. Om den kommende film også ender på listen over film med fantastiske åbningsweekender, må tiden vise, når den får premiere den 17. september næste år.

/Dagbladenes Bureau/


Ordet er dit