Tip os log ind
Steffen Lange den 8. juni sidste år ved åbningen af den store internationale Nord Art udstilling i Rendsburg i Tyskland, hvor hans bog om vennen og kunstneren Carsten Frank blev præsenteret.

Når man mister en ven

Fra kunstneren Carsten Frank, Silkeborg, har avisen modtaget følgende mindeord over Steffen Lange
02. maj 2019, 08.45

Med Steffen Langes død har jeg mistet en nær ven, og vi har alle sammen mistet et godt og ordentligt menneske. Et rummeligt menneske som i særlig grad var retskaffen, mangfoldig og interesseret i verdens ve og vel.

Steffen udøvede i en menneskealder det krævende job som chefredaktør på Midtjyllands Avis. Et vanskeligt job, hvor ofte modstridende interesser og opfattelser i lokalsamfundet var forhindringer for redaktøren. Et »umuligt« job, kan man næsten sige, hvor sol og vind blev forlangt delt lige og retfærdigt. Steffen forstod derfor at dele sit liv op i det professionelle arbejde på dagbladet, og så det private liv hjemme hos familien og vennerne.

Således blev det både naturligt og klogt, at netop det private og de nære venner blev et »rum« bestående af ret få mennesker, som ikke var ud af det professionelle liv og arbejdspladsen.


Ført sammen af kunsten

Det var Steffens dybe interesse for kunsten, der førte os sammen.

Jeg husker hverdagene. Helt almindelige grå dage i livet, hvor Steffen heldigvis så ofte var lyspunktet i mit ensomme arbejde som kunstner. Vi var begge midt i livet, og hans løbebane som chefredaktør på byens dagblad var behæftet med travlhed og skarpe deadlines. Meget modsat min - en kunstner har aldrig travlt, men lever til gengæld konstant med et udefra dikteret forventningskrav om fornyelse og nye høje standarder, samtidig med svingende indkomst og stor økonomisk usikkerhed.

Men Steffen vristede sig alligevel fri af byens topfolk og indflydelsesrige personer - for at liste sig om i baggården i Østergade til mig. Altid interesseret i hvor langt jeg nu var nået, og både han og jeg har nydt godt af dybe samtaler om livet og kunsten, ikke bare min kunst, men for så vidt kunsten i hele verden. Jeg vil aldrig glemme det, Steffen, og her føler jeg lige trang til at citere fra den store bog som han skrev om mig og min kunst i 2005:

»Det er en klam januardag jeg bevæger mig op i Carsten Franks Silkeborg-atelier. Det ligger på anden sal i en gammel nedlagt fabriksbygning i den indre del af barndomsbyen. I den ydmyge baggård er der også blevet plads til mødelokaler for den somaliske forening. Ikke mindst om sommeren kan deres livlige og fremmedartede snak skabe mindelser om afrikansk markedsstemning.

Denne dag er der dog ingen glade stemmer. Alt ligger hyllet ind i tåget halvmørke, og snesjappet har lagt et vådt tæppe ud over Silkeborg, så man trækker lange, klamme fodspor på trappen op til Carsten Franks atelier.

Heller ikke her er der nogen dans på roser denne eftermiddag. En nødtørftigt opsat væg af bobleplast deler det store lokale, og en lille gasovn sørger kun for delvist tålelige temperaturer.

Jeg beholder frakken på og kaster endnu engang et blik rundt i det lokale, hvor jeg så mange gange i årenes løb har besøgt Carsten Frank for at se hans nyeste værker. På væggene, gulvet og bordene står og ligger de malerier, som han netop nu er i gang med.«


En stor overraskelse

Sådan drak vi lunken kaffe af mine gamle og skårede kopper, mens Steffen for en kort stund glemte, at han var byens chefredaktør. Og den dag han midt i det hele fortalte mig, at han gerne ville skrive en bog om mig og mit virke, blev jeg så overrasket, at jeg vist fik sagt noget om, at han dog måtte have noget mere vigtigt at bruge sin tid til.

Men han ville, og tog sig den private tid, der nu var nødvendig.

255 sider senere barslede han med en omfattende kunstbog.

Hvordan får jeg nogensinde sagt tak for alle hans besøg, den inderlige interesse, og den energi han lagde i det store skrivearbejde med bogen om mig. Hvordan udtrykker jeg taknemmelighed for det varme venskab vi har haft både før, men ikke mindst efter bogen blev skrevet. Hvordan skal både Karin og jeg undvære Steffens åndssvage vittigheder - hvordan skal vi klare os på tysk - og hvordan skal jeg undvære en livs-ven i kunsten ?


Et smukt farvel

Jeg tror nok, at meget blev sat på plads den dag i begyndelsen af april hvor vi havde de sidste hyggelige timer sammen, og fik sagt smukt farvel på hospice i Hvide Sande.

Og livet går jo videre, siger man. Bare lidt anderledes end før. Tabet af venskabet bliver en sorg, et savn, et minde. Det er sådan jeg helt naturligt vil sige dig tak, Steffen. Og så vil Karin og jeg gøre, hvad vi kan for at passe godt på Pia. Hun forbliver en ven af huset. Tak for tiden vi har haft sammen.

Nu sidder jeg lige så stille og græder lidt her i mit atelier, og sender tankerne derhen, hvor der ikke rigtig er en til at tage imod - eller er der?

De kærligste tanker fra Karin og Carsten.


Ordet er dit



Mere Navne