Tip os log ind

Når krybben er tom for taxivognmændene

21. september 2017, 12.54

VENTETID Kære René C. Larsen . og andre kunder.

I har haft den tvivlsomme fornøjelse af at opleve ventetid på taxabetjeningen en lørdag aften. Dette er ikke helt nyt og kan skyldes flere ting ...!

Men siden kommunesammenlægningen og regionernes oprettelse af Flexkørsel, der varetager det meste af den offentlige kørsel - sygehus, pensionist, handicap, skolebørn og rutekørsel - er taxabranchen i Silkeborg og på landsplan gået stærkt tilbage.

Vi har nogle få skolebørn morgen og eftermiddag, og ellers ikke væsentligt meget derimellem. Nogle af vores vogne kører for Flextrafik, men resten må tage til takke med resten.

Ved kommunesammenlægningen var vi ca. 42- 45 vogne. Nu er vi 27! Nogle vognmænd kører alene på deres vogne, andre kan ikke skaffe chauffører, fordi chaufførerne ikke kan leve af den kørsel, der er tilbage. De chauffører, der nu køre aften og nattevagt, søndag til torsdag, kører tit hjem med 300-600 kr. på en 10 timers vagt. Deres løn er ca. det halve (!), og de føler sig ofte til grin. Lørdag aften er så undtagelsen. Der er altid travlt.

Men omkostningerne er alt for store til kun at have en vogn på gaden om lørdagen. Driftsomkostningerne alene ligger på 25-35.000 kr./mdr. Dertil kommer lønomkostningerne til føreren.

Det er disse omstændigheder, som gør, at du må vente, til det bliver din tur. Det er ofte irriterende, men sådan er det. Landspolitikerne er godt klar over, at de lavede noget skidt med de regionale trafikkontorer og vil prøve at reparerer på problemet med en ny taxilov. Alle mulige skal kunne få en kørselstilladelse på visse betingelser, og de skal være med i et bestillingskontor. Vognen skal indrettes med alt udstyret, forsikring m.v. Tro mig, mange vil opgive efter kort tid.

Jeg har været branchen i 39 år, selvstændig vognmand i 30 år og kender vist problemerne indefra. Jeg kører dagligt 10-12 timer og i weekenden mere. Og de vogne ,der er på gaden, gør hvad de kan for at servicere vores kunder. Længere er den ikke.


Ordet er dit