Tip os log ind
Nephew har netop spillet to udsolgte koncerter i henholdvis Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København. Derudover har de udsendt deres 6. studiealbum »Ring-i-Ring«, der er gået direkte ind som #1 på albumhitlisten.
Foto: Henrik Ole Jensen

Nephew giver ekstra koncert i Silkeborg

Riverboat går ind som partner-arrangør til koncert i Nephews hjemby Silkeborg
09. oktober 2018, 10.16

SILKEBORG Nu har Nephew besluttet sig for at sætte en ekstra koncert op.

Normalt gøres dette i en af de byer bandet allerede spiller i, men bandet har valgt at gøre dette i Silkeborg, hvor både Simon Kvamm og Marie Højlund kommer fra.

Nephew giver koncert lørdag den 2. marts i Jysk Arena, og for Simon Kvamm selv bliver det en særdeles stor oplevelse:

- Der er noget ganske særligt over at komme hjem til sin barndomsby og indtage hallen med hele Nephew-maskinen. Er så stolt over det show, vi er ude med den her gang, og det bliver vildt fedt at spille med bandet på min egen hjemmebane, siger han i en pressemeddelelse.

Billetsalget til ekstra koncerten i Silkeborg starter torsdag d. 11. Oktober kl. 10 via Ticketmaster.


Riverboat med

Den lokale Riverboat-forening er partner-arrangør på koncerten. Det betyder, at Riverboat vil stå for barsalg, garderobe samt security.

- Det er noget nyt, at Riverboat går ind som partner. Men vi gør det for at skabe penge til vores Riverboat-aktiviteter, siger Trine Valentin, der er festivalleder for Riverboat.

Hun forklarer, at Riverboat har et godt setup med frivillige, som er klar til at træde til.

Det er en ny strategi for bestyrelsen og sekretariatet, at man nu går ind som partner på andre begivenheder uden for Riverboat-regi.

- Det må selvfølgelig ikke tage overhånd, for Riverboat Festivalen er den centrale for os. Men vi vil gerne være med, hvor det giver mening. Det gør det her, siger hun.


Ordet er dit



Mere Kultur