Tip os log ind

Nej til socialdemokratiske skattestigninger

21. maj 2019, 12.45

SKAT Vi lever i gode tider. Men mange glemmer, hvor de gode tider kommer fra. De gode tider er et resultat af danskernes arbejde. Det har regeringen fremmet ved at give folk en påskønnelse, når de yder en ekstra indsats. Ældre får en bonus, når de udskyder pensionen. Ledige opnår et ekstra jobfradrag, når springer til på arbejdsmarkedet. Derfor har Danmark nu fuld damp under kedlerne.

Men der er stadig mennesker, som mangler et job og det fællesskab, som følger med. Og der er stadig mange - især flygtninge og familiesammenførte - som ikke forsørger sig selv. Det skal vi råde bod på. Det er hér vi skal sætte ind.

Men det står ikke højt på Socialdemokratiets ønskeseddel. Mette Frederiksen er ikke særlig optaget af, hvordan danskerne skal blive rigere, så vi får råd til både offentlig service og til en bedre dagligdag. Hun er mere optaget af, hvordan man fordeler pengene. Og desværre er Socialdemokratiet også ude på at sætte skatterne op med mindst 4 milliarder kroner. De siger, at det ikke skal ramme almindelige danskere. Men det er udenomssnak.

For det første vil Mette Frederiksen øge skatten på helt almindelige lønmodtagere. Hun vil øge skatten på arbejdsgiverbetalt telefon. For det andet vil hun øge skatten på de familieejede virksomheder, som er rygraden i det opsving, vi ser. For det tredje vil Mette Frederiksen øge skatten på aktionærer - det vil sige alle os, der har pensionsopsparing. Øget skat på aktier er desuden en skat på de investeringer, som virksomhederne har brug for.

Det har vi ikke brug for. Det vil svække opsvinget. Og vi kan sagtens udvikle den offentlige velfærd uden at presse danskerne yderligere på skatten.

Socialdemokratiet siger: Enten skattelettelser eller velfærd. Venstre siger: Vi kan levere velfærd - uden socialdemokratiske skattestigninger. Venstre har tilrettelagt den offentlige økonomi så klogt, at vi har råd til et velfærdsløfte, der både øger det offentlige forbrug med 69 mia. kr. frem mod 2025 - samtidig med, at vi holder orden i økonomien.

Vi har plads til gode sygehuse, værdig ældrepleje og skoler af høj kvalitet - uden at sætte opsvinget over styr.

Forkortet af redaktionen


Ordet er dit



Mere Debat