Tip os log ind
Foto: Jens Anker Tvedebrink

Nedlæg parkeringen i Mejerigården

29. august 2018, 12.30

Åndehul 1187 ledige parkeringspladser - står der på en elektronisk tavle, når man nærmer sig byen på Århusbakken.

Andre gange står der 895 eller 1502. Jeg tænker tit på, at det ikke er parkeringspladser, der mangler.

Men det er måske ikke der, hvor folk vil holde, der er parkeringspladser.

Selvom der er parkering under Torvet, under »Torvecentret«, Bindslevs Plads, Bios Gård, Jyske Bank, Kvickly, Rådhuset - vil de alle sammen ind i Mejerigården. Bilerne møver sig i kolonner gennem Nygade mellem, gående, cyklende, gadestativer og parkerede biler - for så at opdage, at der er optaget. Så presser de sig tilbage gennem Nygade til Tværgade - og hov, så kan man ikke komme lige ud længere. Til venstre af Tværgade og hvad så. Bindslevs Plads - nej, der er for langt at gå og så bliver der cruiset gennem centrum en gang til. Hellere køre rundt i 20 minutter end at parkere på de ledige pladser og så gå 3-4 minutter.

Hvorfor er Mejerigården ikke lukket for trafik for længe siden, der er jo en overflod af andre parkeringsmuligheder i midtbyen. Mejerigården kunne blive et rekreativt åndehul midt i byen med grønne områder, streetfood, legeplads, torvehandel. Og ikke flere kønsløse blokke med lejligheder klinet sammen som i Kongegården.

Luk Nygade og Tværgade for biler, så slipper vi også for en vej gennem Bindslev Plads, der skærer igennem det nyanlagte festlige område. Varekørsel skal selvfølgelig være tilladt, men det er jo det mindste af det.

Der er sikkert noget, jeg ikke forstår omkring byplanlægning, ellers var de ændringer sikkert lavet for længe siden.


Ordet er dit



Mere Debat