Tip os log ind

Mystisk sag - ung mand frihedsberøvet og udsat for røveri

23-årig truet med kniv - og slap først fri, da han sprang ud fra 1. sal og flygtede
27. maj 2018, 09.04

SILKEBORG Politiet er i gang med efterforskningen af en noget mystisk sag, der fandt sted natten til lørdag i kølvandet på Hede Rytmer i Silkeborg.

En 23-årig mand fra Århus har tilsyneladende været udsat for frihedsberøvelse, truet med tæsk og kniv og frarøvet mange tusinde kroner.

- Ja det er noget af en sag. Men vi har anholdt to mænd, en 29-årig og en 37-årig, fra Silkeborg, som i dag fremstilles i grundlivsforhør, fortæller vagtchef hos politiet, Henrik Nielsen.

Politiet har holdt kortene ind til kroppen af efterforskningsmæssige årsager, og det er heller ikke alle oplysninger, der slipper ud endnu.

Sagen starter om natten efter Hede Rytmer, hvor den unge mand passes op af de to andre. De vil låne 10.000 kroner og truer ham med alskens ulykker.

Det lykkes at få pengene ud af ham på en adresse i Silkeborg, hvor de holder den 23-årige fanget.

- Det sker over en periode på to-tre timer, hvor det lykkes dem at frarøve manden endnu flere penge. Et ret anseeligt beløb og langt mere end de 10.000, oplyser vagtchefen.

På et tidspunkt lykkes det den 23-årige at flygte fra stedet ved at springe ud fra en svalegang i 1. sals højde. Herefter går han fat på politiet, som rykker ud og anholder de to andre mænd.


Ordet er dit



Mere 112