Tip os

Motorvejs-tunnellen spærret af brandmelding

Tyveri af brandslukkere udløste brandalarm, og det fik mandag aften bommene til gå ned
02. januar 2018, 09.43

SILKEBORG Mandag aften blev hele motorvejstrafikken lammet i Silkeborg i godt en time.

Politiet fik klokken 22.03 melding om, at der var udløst en brandalarm i motorvejstunnellen midt i byen. Brand og Redning blev også sendt til stedet.

Heldigvis var der ingen brand. Ukendte gerningsmænd havde stjålet to brandslukkere, der er sat op i tunnellen.

Tyveriet aktiverede nogle sensorer. Da de registrerede, at skumslukkerne var væk, blev bommene ved tunnellen automatisk lukket ned.

Brand-indsatsleder Lasse Magnussen rykkede ud på brandmeldingen. Han fortæller, at der gik godt en time, før bommene blev lukket op igen. Man skulle sikre sig, at det ikke brændte, og brandmeldesystemet skulle nulstilles, før man kunne åbne for trafikken:

- Der holdt mange i kø. Vi hørte fra nogle bilister, at det ikke var alle, der havde respekteret bommene. De var kørt ud om bommene og gennem tunnellen alligevel, siger han.

Efter at have holdt i kø kunne to biler ikke starte, da der klokken 23.14 blev lukket op for trafikken igen. Bilerne blev skubbet ind i nødsporet til senere afhentning, fortæller politiet.


Ordet er dit



Mere Silkeborg