Tip os log ind
Fisker

Mænd fiskede ulovligt

To personer grebet på fersk gerning torsdag formiddag
29. marts 2019, 09.08

Sminge Torsdag formiddag klokken 10.30 blev politiet kaldt ud til Sminge Sø, hvor vidner gentagne gange har set nogle mænd fiske ulovligt i søen. Denne gang kunne politiet gribe personerne på fersk gerning, da de ganske rigtigt kunne se to mænd fiske fra en båd på søen.

Der var tale om en 30-årig mand fra Storvorde og en 25-årig mand fra Nordjylland.

Den ene af dem, som ejer båden, blev sigtet for at sejle på Sminge Sø med elmotor, hvilket ikke er lovligt på søen.

Kun i Sminge Søs vestlige tredjedel må man sejle i kajak og kano.

Derudover må lodsejerne sejle i søens østlige ende, men også kun uden motor.

Desuden blev de to mænd sigtet for hverken at have indløst fisketegn eller have fået ret til at fiske i søen via den lokale fiskeriforening.


Flere sigtelser

Der var heller ikke redningsveste i båden, hvilket også gav en sigtelse. Desuden vendte patruljen tilbage til stedet lidt senere, og da viste det sig, at de to mænd var ved at slæbe båden op på deres bil fra et sted, hvor det slet ikke er lovligt at køre i bil ved søen. Også det udløste en sigtelse.

De lokale lodsejere, sejlere, ornitologer og fiskere ved Sminge Sø har flere gange oplyst, at der sker ulovligt fiskeri på søen.


Ordet er dit



Mere 112