Tip os log ind
Foto: Region Midtjylland

Misinformation og magtdemonstration

11. september 2018, 12.47

FYRINGSSAG I en pressemeddelse i dag kan man læse, at sygehusledelsen på Sygehusenhed Midt er fratrådt med øjeblikkelig virkning. Den bløde formulering »fratrådt« dækker over, at man reelt har fyret dem.

Og hvorfor har man så gjort det? Set udefra kan det nok ikke skyldes andet, end at regionens topdirektører er kommet til at fremstå som inkompetente i forbindelse med budgetforhandlingerne på sygehusområdet. De fremlagde et budgetforslag til politikerne, hvor der ikke var nogle valgmuligheder, og hvor stort set alle besparelserne var placeret på Viborg Sygehus.

Det accepterede regionspolitikerne som bekendt ikke, og i forhandlingerne inddrog de det høringssvar der var kommet fra Medarbejderudvalget på Viborg Sygehus, og hvori der var argumenteret for andre og mere hensigtsmæssige løsninger end direktionens forslag. Resultatet blev at Viborg Sygehus beholdt de fleste af sine funktioner.

Men forvaltningens direktion led nederlag. Og i stedet for selvransagelse, ledte man efter syndebukke. Og hvorfor så ikke tage den besværlige sygehusledelse i Hospitalsenhed Midt? En sygehusledelse, som ikke stiltiende ville se på, at man gennem massive nedskæringer var ved at ændre sygehuset sta- tus som fuldt udbygget akuthospital.

Ud med dem - så kan de lære det!

Og signalet til alle andre ledere i regionens sygehusvæsen er lysende klar: Vov ikke at gå imod meningerne på bjerget. Her tolereres ingen afvigende meninger. Enten retter I ind efter direktionen - eller også ryger I ud.

Regionens begrundelse for at skille sig af med sygehusledelsen var bl.a., at der var uenighed om udviklingen af sundhedsvæsenet i regionen.

Sygehusledelsen i Hospitalsenhed Midt arbejdede mig bekendt på at sikre Viborg Sygehus som et højt specialiseret akuthospital. Betyder uenigheden så, at regionens topdirektører Ole Thomsen og Jacob Stengaard Madsen arbejder i en anden retning? - altså imod den politisk vedtagne sygehusstruktur?

Og man spørger også sig selv, hvilken rolle regionsformand Anders Kühnau spiller i det her?

Han kan næppe have være uvidende om, hvad hans nærmeste undergivne foretog sig overfor Sygehus Viborg.

Men er han fuldt informeret? - eller er han nok engang blevet manipuleret af sin direktion?

Træd dog i karakter Anders Kühnau, og skil dig af med Ole Thomsen og Jacob Stengaard Madsen, der nu flere gange gennem dårlig rådgivning har bragt dig i fedtefadet og fået dig til at fremstå som uvidende og inkompetent - og som en vindbøjtel, der mente snart det ene og så det andet.

Hvis ikke du gør det, hvordan skal regionsbestyrelsen så fremover kunne stole på, at det grundlag de får at træffe beslutninger på, er noget man kan regne med?

Og til jer regionspolitikere. Glem lige for et øjeblik jeres lokalområder og overvej, om I kan have tillid til jeres topledelse. Har den en anden agenda end jer? Hold godt øje med dem.


Ordet er dit



Mere Debat