Tip os log ind

Minder fra Den Gyldne Hest

16. januar 2019, 15.00

Efter 50 år lukkede værtshuset Den Gyldne Hest i Estrupsgade i sidste uge. Det fik mig lige en tur ned ad memory lane.

Da jeg gik på Th. Langs Gymnasium og senere på seminariet var Den Gyldne Hest et vigtigt sted. Det var et ægte morgenværtshus, hvis man skulle lige nå en enkelt øl inden man skulle hjem i seng. Ja, der var nok nogen af Den Gyldne Hests stamkunder, der blev lidt længere. Det havde de ikke alle sammen godt af, så det er måske derfor hesten nu har vrinsket for sidste gang. Det skete mange gange i gamle dage, da navnet stammer fra dengang der lå en hesteslagter i nummer 26. Hovedet uden for butikken blev simpelthen hængende. Men her er vi før min tid, som var i slutningen af 70'erne og begyndelse af firserne i sidste århundrede.

Det var også en tid, hvor vi havde styr på fraværsprocenterne i timerne på gymnasiet. Så kunne vi nemlig i forlængelse af middagsfrikvarteret gå på »Eldo«, som vi kaldte Eldorado på hjørnet af Nygade og Hostrupsgade, og slå et slag billard. Men akke nej, det er også lukket.

Det samme er købmand Kvolsbæk på hjørnet overfor. Det var en af de sidste rigtige købmandshandler, hvor det lugtede på en helt speciel måde. Det skal man have oplevet for at kende - den lugt er der ikke i Meny eller Rema 1000.

Ja, Stalden næsten over for Hesten er også lukket. Der var man ikke i tvivl om lugten og den kan du genskabe i dit eget hjem. Du skal bare ryge noget pot (tjald, hash, cannabis) i nogle år, drikke nogle bajere og i øvrigt holde rengøringskonen væk.

Men her har jeg set Istanbul Express og Bazaar spille sin helt specielle orientalske og tyrkiske musik med Peter Bastian og Flemming Quist Møller på scenen. Danmarks bedste bluesband, Delta Cross Band, krævede også en bajer og en smøg mere.

Det var også her jeg sad og flæbede over om Tove mon ku' li' mig. Men det kunne hun heldigvis - og også her 38 år senere.

Hvordan gik det så med »Ørnen« på Skoletorvet, kunne man spørge? Værtshuset, hvor du kunne bestille to bajere og skulle være meget opmærksom på ikke at få et fjernsyn med i prisen.

Det har jeg nu aldrig selv oplevet, men vi var sikre på, at på Ørnen blev der omsat varer, som ejermanden betragtede som stjålet. Men Ørnen er også lukket.

Så Skoletorvet og kvarteret deromkring er ikke hvad det har været. Den Gyldne Hest har fået en kugle for panden. Man kunne fristes til at sige at den er blevet slagtet af udviklingen, men det er nu nok at gøre lidt meget ud af det.


Ordet er dit