Tip os log ind

Mindeord For Svend Åge var livet en gave og udfordring

Svend Åge Hansen, Fårvang, var et naturtalent til at »netværke«. Bare ved at snakke med de folk han mødte, knyttede han nye venskaber
06. april 2019, 08.30

MINDEORD Poul Erik Jørgensen, Nørskovlundvej 5, Nørskovlund, har skrevet følgende mindeord over Svend Åge Hansen, Storegade i Fårvang:

Svend Åge Hansen døde 30 marts efter kort tids sygdom med familien omkring sig. Han blev 86 år.

Svend Åge Hansen var født i Haubro i Himmerland i 1932. Som ung kom han til Borre, hvor han både fandt arbejde og sin senere hustru, Frida Jacobsen. Sammen bosatte de sig på gården Egehøj i Grønbæk, hvor de blev de stolte forældre til fem piger og to drenge, som blev grundstammen i den senere store Hansen-familie. Svend tjente forskellige steder og var opfindsom i forhold til at være landmand. Han udvidede bedriften med mælkekørsel og senere maskinstation med maskinkørsel i den første traktor, en grå Ferguson.


Tab af familie og venner

Gennem livet var der mange sorger i Svend Åge Hansens liv i form af mistede familiemedlemmer og i tab af gode venner. Mange andre kunne have givet op undervejs, men for ham var livet en gave og en udfordring, som skulle tages alvorligt. Når der blev talt om det svære og det triste, veg han aldrig fra den overbevisning og livslære, at de gode dage trods alt havde været de fleste, og at det skulle de blive ved med. De ord levendegjorde han selv med sit humør, sin nysgerrighed på livet og sine talrige anekdoter. Han spredte smil og glæde og nærhed omkring sig hos såvel børn og som voksne.


Sin egen »netværker«

Svend Åge Hansen gik ikke meget op i den moderne tids elektroniske muligheder men var selv et naturtalent til at »netværke«. Bare ved at snakke med de folk han mødte, knyttede han nye venskaber, lige meget om det var i Østrig eller i Hobro. Der var altid nogen, som kendte nogen, som han havde kendt engang. Og Svend Åges hukommelse var enestående, når det gjaldt begivenheder og mennesker, han havde været i berøring med. Og dét blev grundlaget for den gode fortælling, som er så vigtig i vores liv og i et samfund til alle tider. Han spurgte ind til, hvordan andre havde det, hvordan det gik, han forbandt sig med de mennesker, han mødte.


Kunne avisen udenad

Svend kunne læse sin avis og så bagefter næsten ord til andet referere, det han havde læst og ikke mindst kommentere, hvad en eller anden »dygtig« politiker nu havde sat i værk - det være sig cykestier, omfartsveje eller sygehuse.

Da Svend i 1995 flyttede sammen med Stinne Larsen fra Fårvang og gennem hende fik en endnu større familie og en masse nye venner og naboer, blev det også begyndelsen til, at Svend Åge for første gang i sit liv kom udenlands. Tidligere havde han ment, at Jylland var både fredeligt og rigeligt stort til ham. Nu fik piben en anden lyd, og det blev til utallige ture med Sørens Rejser til Østrig, Tyskland, ja, én gang til Rom. Og igen... det dér med snakken og den gode fortælling, som skulle berette noget udover sig selv, var meget vigtig. Han var så levende interesseret og nysgerrig på alle de ting han oplevede - og allermest i selve mødet med andre mennesker.


»Min kampvægt«

Når det er stormvejr og blæsten puster til vi små mennesker, så skal man ha' respekt for naturen. Det havde Svend Åge i alle måder. Nu kan man ikke beskylde Svend for at høre til de små, hverken i kropsvolumen eller i sindelag, og han havde som nævnt stået imod en del stormvejr i løbet af et langt og begivenhedsrigt liv.

»Du er godt velpolstret«, sagde en læge til ham for et par måneder siden, da Svends for høje vægt var emnet, »du skal spise mindre.« »Det er min kampvægt«, svarede Svend, »jeg tåler ikke at blive mindre, og det er jo god og nærende mad. Skal vi diskutere det ...?«

De kom så til at snakke om meget andet og hverken Svend eller lægen blev mindre af det .

Svend Åge Hansen kommer til at efterlade en ufattelig tom plads, ikke bare i én, men i to store familier, fordi hjertets og blodets bånd præcis i denne sag er fuldstændig synonyme - det er vi Stinne og Svend i den grad taknemlige for.

Du vil blive savnet enormt, Svend.

På vegne af familierne,

Gitte, Gudrun og Poul Erik.


Ordet er dit