Tip os
Ib Stocholm, Galten, blev 74 år.
Foto: Jens-erik Sinnbeck

Mindeord over Ib Stocholm, Galten: Et særligt øje for fællesskabet

Ib Stocholm var medlem af Galten Menighedsråd i 25 år - heraf halvdelen som formand
13. februar 2018, 12.00

Sognepræsterne Hanne-Lise Mandrup og Betina Hjorth Præstegaard har på vegne af medarbejdere og menighedsråd ved Galten Kirke skrevet disse mindeord over menighedsrådsformand Ib Stocholm:

Ib Stocholm vil blive savnet både i kirken og i sognegården, hvor han gennem de seneste 25 år har været et kæmpe aktiv. For kun få måneder siden fejrede kirken Ibs 25 års jubilæum som menighedsrådsmedlem - heraf cirka halvdelen som formand.

Ib havde et særligt øje for fællesskabet - både fællesskabet mellem menighedsråd og ansatte, men også det kirkelige fællesskab bredt forstået som et fællesskab med plads til alle.

Ib var blandt andet optaget af diakoni og har de sidste år arbejdet for at få flere frivillige engageret i kirken. Han og hans hustru Mona har tilbragt mange timer i kirke og sognegård, og Ib er gået til hånde i et væld af sammenhænge - blandt andet ved begravelseskaffe, som kirketjener og kunstguide.

Sammen med Mona delte han en stor passion for mad og kunst, og begge interesser er kommet kirken til gode i mange sammenhænge. Ib var blandt andet meget engageret under renoveringen af Galten Kirke, og efter genåbningen af kirken i 2014 var Ib en af guiderne, der glad og gerne viste den nye kunst af Peter Brandes frem.

Ib kendte meget til folkekirkens anliggende og havde en stor interesse og nysgerrighed i forhold til tro og kristendom. Han bød altid gerne ind med sin mening om gudstjeneste og kirkeliv og var aldrig sen til ros og smil.

Præster, menighedsråd og ansatte vil savne hans erfaring, engagement og hjertevarme. Vores tanker går til Mona og den nærmeste familie.


Ordet er dit



Mere Navne