Tip os log ind

Millioner til Favrskovs sundhedscentre

09. maj 2019, 12.20

PULJE-PENGE På foranledning af Venstre i Favrskov blev byrådet opmærksom på, at der var en statslig pulje på godt 200 mio. med det formål at understøtte, at praktiserende læger arbejder sammen i større enheder og i øvrigt til at styrke sammenhængen i det nære sundhedsvæsen.

Vi blev opmærksomme på puljen i februar, og det skulle gå ret hurtigt med at få udarbejdet forslag til en eller flere ansøgninger, da ansøgningsfristen udløb i marts. Social- og Sundhedsudvalget behandlede sagen, og det mundede ud i fem gode forslag, som blev sendt af sted, og nu har vi fået en medfinansiering på 3,2 mio. kroner til de to af dem.

Det betyder, at vi skal i gang med at bygge to nye klinikker i forbindelse med Sundhedscentret i Hammel, og det er vi svært godt tilfredse med, ikke bare i Venstre, men i hele byrådet.

Derudover har vi fået midler til udstyr til f.eks. undersøgelser og udredning af borgerne i alle kommunens fire sundhedscentre.

Sundhedsopgaverne i kommunerne er voksende og bliver bestemt ikke mindre fremover. Derfor er det så vigtigt, at kommunens fire sundhedshuse kan løse opgaverne bedst muligt for borgerne.

I takt med at sygehusbehandlingen samles i større enheder, har Venstres vision om sundhedshusenes berettigelse vist sig at holde stik. Den borgernære behandling er afgørende for, at det udføres bedst muligt, og når vi skal til f. eks. genoptræning, så er det, af indlysende årsager, meget vigtigt, at det er nemt og hurtigt at komme frem og tilbage.

I Venstre er vi glade for og stolte over, at det lykkedes at skaffe 3,2 mio. kr. til yderligere forbedringer af det lokale sundhedsarbejde - til gavn for alle vore borgere.


Ordet er dit



Mere Debat