Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Midt i en valgtid

22. maj 2019, 12.21

I rundkørslerne ved Låsby kom der valgplakater op, så snart det blev lovligt at hænge fjæsene op. Og så et par morgener efter var de alle væk fra den ene rundkørsel. Jeg bliver altid så muggen, når de grimme plakater kommer op - jeg synes, de er så skæmmende især i den her tid, hvor hele landet er klædt i fineste forårsskrud med alt det nyudsprungne løv.

Jeg kan i dagens avis læse, at mange plakater hænger ulovligt, selvom der er helt klare regler for, hvordan de skal placeres. Uha, det er betænkeligt og utrygt, at mennesker, der skal varetage landets økonomi og jonglere med store tal og komplicerede regler, ikke kan hitte ud af at læse de simple plakatophængningsdirektiver og bruge en tommestok. Nåh, jeg kunne jo godt have en mistanke om det.

Så er der debatterne mellem kandidaterne! Her kan jeg sidde og tænke: »Ja ja, du snakker om millioner og milliarder, men kan du binde en valgplakat op, så den hænger korrekt!?«

Nye partier er kommet til. Nogle af partierne har holdninger, der er skræmmende umenneskelige. Og det, der er endnu mere skræmmende, er, at der er folk, der stemmer på dem.

Mest ekstrem er Paludan, der rejser rundt og provokerer/sårer folk. Han har sin ytringsfrihed, og han får masser af politifolk til at beskytte sig, når han er ude med sit budskab. Mine forældre har altid sagt til min bror og mig, at hvis vi stak snuden frem, så kunne vi ske at få nogle hak i den. Det burde Paludan faktisk have at vide.

Som jeg ser det, er politibeskyttelsen måske ikke så vigtig for Paludan, som den er for de unge mennesker, der bliver provokeret helt vildt. Det ville være frygtelig synd, hvis et ungt brushoved (og det er man, når man er ung) kom til at skade Paludan og dermed fik en dom.

Da Muhammedkrisen var på sit højeste, fik jeg det faktisk skidt over at se Dannebrog blive brændt af. Til andre tider vil jeg friskt hævde, at det flag bare er en klud, men nej - følelsen var en anden. Så når Koranen bliver skændet, kan jeg godt forstå, det gibber i folk.

Det kan være nærliggende at grine lidt af en utiltalende fyr som Paludan, men jeg er ikke sikker på, vi skal tage alt for let på ham og hans udgydelser. Tidligere har folk trukket på smilebåndet over en Hitler i 30erne og ligeledes over en Trump, og alligevel kom de til magten. Jeg tror, det er vigtigt at markere tydelig afstand.

Jeg er rigtig bekymret for Paludans metoder og menneskesyn. Det skaber forråelse blandt os, og faktisk kan jeg frygte, at han også vil kunne nedkalde et terrorangreb.


Ordet er dit



Mere Debat