Tip os log ind
  • 1/: Trine Skammelsen er relativt ny plan- og byggechef i Silkeborg Kommune med allerede en central aktør i byens store udviklingsprojekter. Onsdag den 21. november er hun med på byvandringen til Søtorvet, Papirtårnet og parkeringshuset på Papirfabrikken.
  • 1/: Hvad gør man, når man som bygherre pludselig støder på fortidslevn i undergrunden? Det skete i forbindelse med byggeriet af Papirtårnet, og det var jo noget af det, man kunne spørge Michael Schumann, Aberdeen Investments, om på byvandringen onsdag den 21. november.
    Foto: Kenneth Husum

Med din avis på eksklusiv byvandring

Tag med avisen på byvandring og bliv klogere på, hvad der sker med Søtorvet, Papirtårnet og det nye parkeringshus
01. november 2018, 08.41

silkeborg Vi kan fornemme aktiviteten, når vi passerer.

Allerede tidligt om morgenen er mænd i selvlysende arbejdstøj i gang, mens lyset kryber frem bag sygehuset på bakken. Måske du endda i dit stille sind har brokket dig lidt over, at din cykelsti er væk, og at trafikken på Viborgbroen er besværet af de trafikale omlægninger?

Nu får du mulighed for at blive meget klogere på de store anlægsarbejder i den centrale del af Silkeborg, der skal munde ud nye boliger på Søtorvet, højhuset Papirtårnet på Papirfabrikken og så det nye parkeringshus, der for få dage siden blev taget i brug på Papirfabrikken.

Det sker, når Midtjyllands Avis sammen med en række hovedpersoner i forbindelse med byggerierne inviterer til byvandring i skumringstimen onsdag den 21. november mellem 15.00 og 17.00.


Insider-viden

Normalt i erhvervslivet skal man passe på med håndteringen af såkaldt insider-viden i forbindelse med virksomheders aktiviteter, men lige præcis den 21. november er det faktisk meningen, at en trio af dem, der ved mest om midtbyens projekter, lukker op for posen og deler både udfordringer og succeser med tilhørerne.

De tre er den udenbys gæst Michael Schumann, der er Fund Manager hos Aberdeen Standard Investmenst - det er dem med Papirtårnet. Det er den lokale forretningsmand og ejendomsudvikler Kent Madsen, administrerende direktør for Henton, og så er det Trine Skammelsen, plan- og byggechef i Silkeborg Kommune og en kvinde med en finger med i meget af det, der foregår - og kommer til at foregå - i Silkeborg.


Varmt tøj og kaffen klar

Vi har jo bevæget os ind i den kolde og mørke tid, så tjek vejrudsigten og klæd dig på efter forholdene. Et par solide sko er også en god ide. Byvandringen gennemføres, med mindre en meget tidlig snestorm lukker for al udkørsel.

Efter byvandringen byder avisen på sen eftermiddagskaffe og et stykke kage på redaktionen på Papirfabrikken.

Det er i øvrigt også der, vi mødes ved 15-tiden før byvandringen.

Arrangementet er åbnet for alle.

Det er gratis for faste abonnenter, mens andre må bøde en 50-kroneseddel.

Vi har plads til 75 deltagere efter først-til-mølle princippet.

Tilmeldingen sker til Læserklubben på mail@laeserklubben, eller på 87 22 84 69 / 96 26 37 56 eller 57.


Ordet er dit