Tip os log ind
  • 1/: - Jeg trængte til, at der skulle ske noget nyt efter mange gode år hos Lotto, derfor skiftet til Dimension Data, forklarede Lars Bak blandt andet, før den stod på fælles cykeltur omkring Silkeborg. Fra venstre Bak, forfatteren Carsten Ritter, initiativtager Allan Johansen og længst til højre mangen en dansk cykelrytters mentor, den 65-årige tidligere OL-rytter Per Sandahl fra Skive. foto Martin Ballund
  • 1/: Flere og flere kvinder kører landevej. I midten Iben Johansen fra Silkeborg, der om godt en uge kører Coast to Coast på 190 kilometer.


Mange hyldede trækæselet Bak

Der var kærlighed og røverhistorier i luften, da omkring 100 fra nær og fjern cyklede en tur med bogaktuelle Lars Bak
22. august 2018, 07.36

silkeborg - Jeg altid fulgt Lars Bak. Jeg synes, han er en fed fyr, og da muligheden kom for at cykle en tur med ham og samtidig opleve området omkring Silkeborg, var der ikke så meget at betænke sig på.

Han var stadig lidt stiv i stængerne, Flemming Rasmussen fra Børkop ved Fredericia, for søndag havde han kørt et stort motionsløb i Hamborg med pæn fart. Men efter en time var dieselmotoren på den fine Giant-racer varm, og så kom beretningen om, hvorfor han en almindelig tirsdag aften var kørt den lange vej til Silkeborg for at rulle en tur med en af den professionelle cykelsports håndværkere, hjælperytteren og bogaktuelle Lars Bak.

Det var Baks mangeårige ven og kollega fra prof-cyklingen, ligeledes silkeborgensiske Allan Johansen, der havde taget initiativ til markeringen af Lars Bak, og det lille, impulsive event udviklede sig til lidt af et tilløbsstykke.


Bog længe undervejs

Op mod 100 mænd, kvinder, unge og gamle fra nær og fjern mødte frem for at hilse på Lars Bak og forfatteren og cykelmennesket Carsten Ritter, der har stået bag bogen om Bak, »Lars Bak - hjælperytteren«, der har været over syv år undervejs.

- Da Lars tilbage i 2011 blev kåret til Årets Cykelrytter i Danmark, blev jeg hængende, da alle de andre journalister gik hjem. Så tog jeg fat i Lars og spurgte, om vi ikke skulle lave en bog, forklarede Carsten Ritter, selv mangeårig sportsreporter og bror til Dennis Ritter, der jo hvert år passer dækningen af Tour de France for TV2.

Nok er han kendt i Silkeborg og Danmark, men en af cykelsportens funklende verdensstjerner blev Lars Bak aldrig.


Et ærligt portræt

Men måske netop derfor motivationen til at lave en bog, der fortæller om livet på den hårde side af cykelsporten. Nemlig den side, hvor man i timevis giver læ til sprintere som Mark Cavendish, der skal funkle og slå til på de sidste meter, mens Bak sidder tilbage med blodsmagen i munden.

- For mig har det været vigtigt at give et ærligt billede af cykelsporten, som jeg har oplevet den. Og så er bogen måske også et skriv til mine børn, så de, når de bliver lidt ældre, selv kan læse, hvorfor deres far var så meget væk, da de var små, forklarede Lars Bak.


Stjerner i feltet

Og så gik det ellers i jævnt tempo ud på de små 50 kilometer på bivejene nord for Silkeborg. Med i feltet sad fine navne som den 65-årige skibonit Per Sandahl, der kørte OL på landevej tilbage i 1980, samt brandvarme Søren Kragh, der blev årets unge rytter i det netop overståede Tour de France.

De fleste var dog helt almindelige motionister fra Silkeborgs talrige cykelklubber og ikke mindst den lokale aflægger af Team Rynkeby.

- Jeg syntes, Lars fortjente en hyldest, og jeg er meget glad for, at så mange dukkede op, lød det fra vennen Allan Johansen, der endda kunne se sig selv i DR Sporten senere på aftenen, for så vidt nåede hyldesten ud den aften.


Ordet er dit



Mere Sport