Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Mand samlet op og presset til at begå røveri

Opsigtsvækkende episode lørdag aften i Silkeborg skal nu efterforskes af det lokale politi
19. august 2018, 08.49

SILKEBORG En 21-årig mand fra Silkeborg har anmeldt en noget opsigtsvækkende episode lørdag aften kort før klokken 23.

Ifølge anmelderen blev han pludselig samlet op af tre personer i en sort Opel lige ved krydset Godthåbsvej og Søvej.

De tre personer truede ham med en sølvligende pistol mod tindingen og sagde, at nu skulle han »begå et røveri mod Netto«.

- Der opstod en del forvirring og snak i bilen, og på et tidspunkt fik manden også udleveret en hættetrøje og en maske, som han skulle bruge til røveriet. Men Netto havde ikke åben på det tidspunkt, og derfor endte bilen så ved Circle K på Østergade, hvorefter den 21-årig mand fik lov til at slippe fri, oplyser vagtlederen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet betragter sagen som en frihedsberøvelse, og der skal en nærmere efterforskning i gang.

Blandt andet skal politiet også i gang med at se nærmere på videoovervågning, som kan have opfanget bilen på ruten gennem byen.

- Den frihedsberøvede mand har desuden bemærket, at den mørke Opel manglede det ene sidespejl. Så vi vil meget gerne høre fra vidner, som kan have set noget, tilføjer vagtlederen.


Ordet er dit



Mere 112