Tip os log ind
Ellen Baadsgaard Siersbæk blev 86 år.

Man kunne altid komme til Ellen

Da Ellen Baadsgaard Siersbæk blev pensionist, smed hun sit ur væk
15. maj 2019, 18.00

MINDEORD Annie Brøchner har skrevet følgende mindeord over sin moster, Ellen Baadsgaard Siersbæk, Silkeborg:

Mange, der har kendt Ellen Siersbæk, blev berørt og fascineret af det menneske, hun var. Hendes bekendtskabskreds var stor, og hendes mand, Børge, har ofte sagt om hendes fødselsdage, at de var en sand folkefest, på grund af de mange breve, besøg og opringninger, hun fik. En del af datteren Tinas venner samt Ellens egne venners omgangskreds holdt ved hende, og de blev også hendes venner, selv om aldersforskellen både kunne være stor og den fælles bekendte ikke tilstede.

Det bedste og største i Ellens liv var hendes familie. Jeg husker tydeligt, da Børge kom ind i familien, det var så spændende, og vi var så glade for at få en rigtig onkel. Da Tina kom til, var det en endnu større begivenhed, og mange år senere kom også barnebarnet Isa, som blev sin mormors helt store glæde.


Sine venners ven

Ellen var et favnende menneske. Hun så på indholdet i de mennesker hun mødte på sin vej, og hun var sine venners ven. Manglede man en mor, en ven eller en fortrolig, så gav Ellen sig tid til at lytte og støtte. Hun turde godt gå ind i situationer, der voldte bekymringer og give sin støtte og råd - også selv om det kunne være problematisk på den lange bane. Hun gjorde altid det, hun følte var det rigtigste uanset konsekvenserne. Hvis man søgte råd og støtte hos Ellen, så skulle man aldrig retfærdiggøre sin bekymring. Hun lyttede oprigtigt og deltagende, og hun var god til at sætte sig i andres sted. Hun havde ofte gode vinkler på bekymringerne og kom med konstruktive forslag til en god vej at gå gennem problemer. Hun spurgte deltagende til vores liv og færden, også gennem sit sygdomsforløb, og hun havde kærlige og gode råd til os til det sidste.

Helt karakteristisk var Ellens humor og lette tilgang til livet. Da hun gik på pension, smed hun sit ur væk og satte livet i et andet gear. Hun var aldrig travl og havde altid lyst til en god snak og en kop kaffe. Hun elskede selskab og havde altid tid. Hun elskede også naturen omkring Silkeborg. For år tilbage var det en fast disciplin ved besøg på Parkvej, at vi lige skulle »vende søen« før eftermiddagskaffen.


Fjollede ting

Når Ellen lavede helt fjollede ting, som for eksempel dengang hun forlod en juleaften hjemme hos os, iført min datters støvler, eller sprøjtede lidt af noget hun troede var Tinas duftevand bag ørerne, (men som viste sig at være neglelak), så var hun selv den, der grinede højest.

Ellen var en super god taler. De to taler jeg har fået i mit liv samt taler til mine børns konfirmationer leverede hun spot on med humor samt lidt stof til eftertanke. Drejebogen var oftest blot ganske få stikord.

To bøger om sin opvækst fra 1935 til 1964 blev det også til, og karakteristisk for bøgerne er, at de er skrevet i bedste »Matador-stil«. De er positive med humor og lune, selvom tiden hun beskrev, bestemt ikke altid var nem.

I de senere år gik hendes tanker ofte til de mange af familiens venner, der ikke er her mere. Hun blev ganske trist ved tanken om de gode mennesker, hun havde kendt i sit liv, og som ikke er her mere, og savnet af dem var der stadig.

Sygdom hos både Børge og hende selv sendte hendes tanker i mørkere cirkler, og de sidste år bar præg af psykisk ustabilitet og bekymring for fremtiden. Det var hun rigtig træt af, for ingen elskede det lyse, lette og ukomplicerede liv mere end Ellen.

Æret være Ellens minde.


Ordet er dit



Mere Navne