Tip os log ind

Made by Silkeborg

03. september 2018, 13.22

sluttede vores kæmpearrangement med 75.106 gæster (eller de samme 15-25.000, der kom fire dage?) og hundrede af frivillige kan nu med god grund være megastolte over en stor succes. Som borgmesteren ville have udtrykt det: »Very good done«.

Om detailhandlen og byens restauranter opnåede alt de håbede, hører vi sikkert mere om de nærmeste dage, for måske var borgmesterens forventede 100.000 gæster lidt som den netop fremlagte finanslov, hvor forventede penge også regnes med mere end én gang.

Men det skal ikke overskygge glæden over, at Made in Denmark fandt til Silkeborg - de 5 millioner skattekroner er godt givet ud alene for den eksponering, byen har fået via TV over hele verden.

Torsdag var der paneldebat i »Eniig-teltet« på Jorn Torvet. Med Hans Krabbe som moderator, skulle man debattere Silkeborg som base for store events. Et interessant emne - men måske et foredrag med fx Thomas Bjørn have været mere logisk og sikkert også trukket flere gæster ind i byen.

Panelet (kun mænd!) var et par politikere med automatsvar, en golfspiller, et par erhvervsfolk etc. - mest interessant var Mads Rugholm, der lettere forpustet og med pumpende adrenalin, kom direkte fra golfbanen, hvor han som direktør for golfklubben har været medansvarlig for Made in Denmark.

Han fremførte saglige argumenter for, at store arrangementer kan lade sig gøre, når man går i takt, og har den nødvendige opbakning - også fra kommunen og de omkringliggende kommuner. Turister og andre gæster kender ikke kommunegrænserne, og vi skal derfor som en mellemstor provinsby være ydmyg og samarbejde.

Borgmesteren vil se mod V-kollegaerne i Herning og Viborg, men selv om vi uforståeligt er placeret i Vestjylland når det gælder valg- og politikredse, tror jeg, at vi skal vende ryggen mod vestenvinden, og se meget mere mod Aarhus.

Aarhus vil gerne Silkeborg, og vi får masser af tilflyttere derfra (ad en motorvej, der hedder Herning?). Vi skal udnytte det momentum, og med en grundstødt regattaforening, er tiden inde til at få oprettet et fælles event-sekretariat med få ansatte og en kæmpe stamme af frivillige.

Med et solidt tilskud fra kommunekassen hvert år, skal man her langtidsplanlægge, styre og koordinere både små og store festivaller og events, så der er synergi i teltleje, musikindkøb etc. samt driftsomkostninger. Og ikke mindst stå for en professionalisering og en meget mere markant markedsføring.

Vi skal passe på Silkeborgs DNA - vi har unikke rammer at skabe kvalitative oplevelser i. Og er der kvalitet i oplevelserne, vil både fonde og virksomheder - også fra Aarhus - gerne associeres med det, og bakke op økonomisk. Og vi må gerne tænke rigtig stort. Det trækker nye virksomheder og indbyggere til.

I Herning ringer alle til Georg - og så klarer han alt. I Silkeborg skal vi også kun have ét nummer at ringe til, men det skal være til et fællesskab, der er langtidsholdbart, og kan organisere indsatsen fra de frivillige ildsjæle, der er essentielle for, at vi kommer i mål som base for de helt store events.


Ordet er dit



Mere Debat