Tip os log ind
  • 1/: Man betages hele tiden af de utroligt smukke bygninger og byens placering er ideel. Her er det den tidlige kristendoms vartegn, Hagfia Sofia.
  • 1/: Istanbul byder på et hav af skønne og spændende restauranter og de flotte og farvestrålende »Turkish Delights« må man også smage.

Læserklubben tager til eventyrlige Istanbul

Europa møder Asien på denne rejse til Istanbul 8.-12. oktober, hvor vi med dygtig rejseleder oplever denne fascinerende bys seværdigheder, farverige basarer og historiske bygninger
24. juni 2018, 07.04

Eksotiske basarer, overdådige moskéer og lavas ad libitum - velkommen til Istanbul. Velkommen også til byen, hvor vest møder øst og nutiden battler med fortiden.

Alene navnet Istanbul giver fornemmelse af noget eksotisk og fremmed, og når vi bevæger os rundt i byens kvarterer, bliver forventningerne indfriet.

Istanbul er den eneste by i verden, som er beliggende på to kontinenter og samtidig har byen været hovedstad i både det romerske, byzantinske og Det Osmanniske Rige.

At vandre rundt i byens gader er ligesom at vandre rundt i en levende historiebog, hvor to kontinenter og tre kulturer blander sig i et farvestrålende virvar. Istanbul er meget mere end kulturelle højdepunkter, ældgammel mystik og asiatisk idyl. Her er også moderne højhuse, et finansdistrikt, gågade med internationale kædeforretninger, indkøbscentre, designerforretninger samt moderne kunst og kultur.

Alt sammen noget, der er mulighed for at opleve på denne spændende tur, som fuldendes med en skøn sejltur til nogle af de smukke kystbyer langs det snævre Bosporusstræde. Ans Rejser er teknisk arrangør på denne læserrejse, der foregår 8.-12. oktober.


Det nye Rom

Direkte afgang fra Billund mandag 8. oktober midt på eftermiddagen.

Efter godt fire timer lander vi i en helt anden verdenskultur i den enorme og kosmopolitiske storby på den europæiske side af Bosporusstrædet. Denne geografiske placering er ganske enestående, og det har ikke været en tilfældighed, at Konstantin Den Store valgte netop denne beliggenhed til sit nye Rom.

Transfer til det firestjernede Grand Yavuz Hotel (www.grand­yavuzhotel.com).

Ingen storbyer har så omfattende og varieret en historie som Istanbul, og tirsdag indleder vi dagen med at tage på en historisk byrundtur. I de smalle gader og på de fine pladser i den gamle bydel oplever vi blandt andet Hippodromen, den tyske Foun­tain, Obelisken, Serpentin Søjlen, Den Blå Moské og Hagia Sofia. Sidstnævnte er et af verdens arkitektoniske vidundere. Kirken blev opført af kejser Justinian i det sjette århundrede og udgjorde kernen i Det Byzantinske Rige i næsten tusind år. Kirken er et sandt mesterværk og om det er Den Blå Moské eller det er Hagia Sofia, der i pragt og pompøsitet overgår den anden, må man selv vurdere.

Frokost på en lokal restaurant.


Porten til Sortehavet

Derefter påmønstrer vi vores private båd og forlader for en stund den hektiske storby til fordel for de fredelige og idylliske omgivelser ved porten til Sortehavet. Bosporusstrædet er et af verdens kendteste farvande og udgør skillelinjen mellem Asien og Europa.

Fra båden nyder vi det imponerende syn af denne spændende by, når vi sejler forbi den historiske del på den europæiske side og den nyere bydel på den asiatiske side.

Efter sejlturen kører vi til bydelen Eminonu og besøger det pragtfulde krydderimarked. På dette eksotiske sted sælges velduftende og farverige krydderier af enhver slags.


Med svævebane

Onsdag besøger vi Topikapipaladset (undtagen Haremmet) - en storslået seværdighed, som var hjertet, både symbolsk og politisk, i Det Osmanniske Rige gennem fire århundreder.

Så er det frokosttid, hvorefter vi kører over strædet til den asiatiske side og vises rundt her ved blandt andet Camlica Hill, Nakkestepe og Beylerbeyi-paladset.

Torsdag kører vi langs Det Gyldne Horn, ser bymurene og Eyup Mosque og St. Chora. Vi tager en svævebane til Loti Hill og går ned til vores bus, der kører os til Grand Bazar. Her overvældes vi af en sand labyrint af gader og mere end 4000 butikker, der nærmest udgør en by i sig selv. Der handles med alverdens varer og butiksruder og udstillinger stråler om kap med butiksejernes smil og gode tilbud til turisterne.

Eftermiddagen tilbringes på egen hånd. Et besøg i et historisk tyrkisk bad, hamam, kan anbefales. Det er en autentisk og sjov oplevelse, der går helt tilbage til sultanen og haremmet, som skulle forkæles.

Fredag transfer til lufthavnen og flyafgang klokken 11.35. Vi lander i Billund ved 14 tiden efter nogle spændende dage i en helt fantastisk storby.

Prisen for denne tur er for avisens abonnenter 6195 kroner i dobbeltværelse. Ikke-abonnenter kan deltage for 6350 kroner per person. Eneværelsestillæg på 1095 kroner.

I prisen er inkluderet:

Gratis parkering i Billund Lufthavn

Dansk rejseleder hele vejen

Direkte fly Billund-Istanbul t/r

Ophold på firestjernet centralt beliggende hotel

Fire gange morgenmad

To gange frokost

Udflugtsprogram

Skatter og afgifter

Tilmelding til Læserklubben.


Ordet er dit



Mere Rejser