Tip os log ind
  • 1/: Bergen er en meget smuk by med en fantastisk beliggenhed. Vi tager Fløibanen op til udsigtspunktet Fløyen, hvorfra udsigten er overvældende.
  • 1/: Den norske skærgård er meget betagende.

Læserklubben: Smukke Norge til lands, til vands og fra oven

På tur i Norge gennem den fantastiske natur, de store fjeldområder på Hardangervidda, med den berømte Bergensbanen og besøg i byerne Bergen, Geilo og Oslo. Rejs 21.-26. august
25. februar 2018, 08.45

Høje og barske fjelde, glimtende fjorde og betagende vandfald kæmper om den besøgendes gunst, mens den rene klare luft bidrager med røde kinder.

Norge er et imponerende land - så tæt på ligger vores nabo i nord, og alligevel er landet så forskelligt fra Danmark.

På denne Norgesrejse med De Graa Busser som teknisk arrangør, er Arne Doktor rejseleder, og deltagerne skal opleve en bid af Norge, der byder på store fjeldområder på Hardangervidda, den verdensberømte Bergensbane, sejltur til Bergen, den hyggelige by, Geilo, hovedstaden Oslo og meget mere - godt garneret med natur i store mængder.


Smuk sejlads langs kysten

Bussen samler op i Midtjylland hen på eftermiddagen tirsdag 21. august og kører til Hirtshals.

Klokken 19 går vi ombord på Fjordlines moderne og dejlige skib MS Stavangerfjord, indkvarterer os i dobbeltkahytter og sejler mod Stavanger.

Efter afsejling nyder vi en lækker buffet bestående af flere kolde og lune retter. Til maden er der gratis øl, vin, vand og kaffe.

Onsdag morgen ligger skibet til ved Stavanger i 45 minutter, inden en utrolig smuk sejltur venter os langs Norges vestkyst. Mens vi sejler nyder vi en skøn morgenbuffet, mens vi hele tiden har udsigt til majestætiske fjelde, dybe fjorde og den smukke skærgård.


Et levende museum

Godt middag ankommer vi til Bergen og kører til vort hotel, Zander K - beliggende i byens absolutte centrum, blot få minutters gang fra den smukke havn.

Aftensmaden nyder vi i hotellets restaurant.

Torsdag skal vi på rundtur i denne, Norges anden største by. Visse steder er det i Bergen som at gå en tur i et levende museum, men samtidig er byen moderne.

Bergen blev grundlagt for over 900 år siden og har rødder helt tilbage til vikingetiden.

Byen var en af de hanseatiske hovedbyer og var i mange hundrede år selve centrum for handlen mellem Norge og Europa.

I dag er der massevis af spisesteder, værtshuse, håndværksbutikker og historiske museer på Bryggen, den mest iøjnefaldende rest fra denne storhedstid.

Efter norske forhold er Bergen en storby, men har charme og atmosfære som en landsby. Den har en utrolig smuk beliggenhed med udsigt til det åbne hav og er ret kendt for de omgivende syv fjelde, Bryggen, fiskemarkedet og en af Norges største årlige begivenheder, nemlig »Festspillene«.

I bussen kører vi en rundtur i byen, og over middag tager vi med den berømte Fløibanen, en af Norges mest populære turistattraktioner, der kører os op til udsigtspunktet Fløyen, hvorfra der er en ubeskrivelig udsigt.


Den smukkeste togrejse

Efter to nætter i Bergen sætter vi os til rette i bussen og kører via Dale - Vossvangen, op over fjeldene via Aurlandsvangen til Flåm. Vi gør ophold i den smukt beliggende by, inderst i fjorden omgivet af enorme fjelde.

Midt på eftermiddagen stiger vi om bord på Flåmsbanen, hvor »verdens smukkeste togrejse« venter os. Vi kører til Myrdal Station, der er beliggende 900 meter over havet.

Herfra går turen med Bergensbanen ind over den imponerende Hardangervidda, og vi når Geilo ved aftenstid.

Her indlogerer vi os på det dejlige Bardøla Hotel, der ligger i den skønne vintersportsby, Geilo, som bestemt også er et sommerbesøg værd.


Oslos herligheder

Herfra kører vi mod syd via Hønefoss til Oslo. Undervejs passerer vi øen Ytøya, hvor Breivik dræbte 67 personer ved massakren i juli 2011.

Ved eftermiddagstid når vi hovedstaden, Oslo. Vi besøger Holmekollen skicenter, inden vi når centrum, hvor vi indkvarteres på det dejlige Scandic Hotel St. Olafs Plass, lige i centrum og med kongeslottet om hjørnet. Aftentur til fods i byen - og dagen efter ser vi lidt nærmere på blandt andet Operahuset.

Bussen kører herefter mod Langesund, hvorfra vi sejler til Hirtshals.

Retur i Midtjylland søndag midt på aftenen.

Prisen for denne smukke sommerrejse til Norge er 7600 kroner for avisens abonnenter i dobbeltværelse. Eneværelses/enekahytstillæg på 2100 kroner.


Det får du for prisen

I prisen er inkluderet:

Kørsel i moderne langtursbus

Erfaren rejseleder

Færoverfart Hirtshals-Bergen med kahyt

Morgenbuffet på færgen

Aftenbuffet på færgen

To nætter i Bergen

En nat i Geilo

En nat i Oslo

Udflugtsprogram

Morgen- og aftensmad på hotellerne

Billet til Bergens/Flåmbanen

Billet til Fløy banen

Tilmelding til Læserklubben på mail@laeserklubben.dk eller på telefon 96263756/87228469


Ordet er dit



Mere Rejser