Tip os log ind

Lokalt ko-tv er et hit på nettet

Stor interesse for at følge med i køernes liv
28. april 2019, 10.32

FUNDER Lokale køer er blevet tv-stjerner de seneste uger, hvor der er blevet livestreamet fra Ellinglund ved Funder Kirkeby.

To økologiske landbrug viser, hvor køer og grise har det på marker og i stalden.

Det er Friland Økologi, der står bag de to livestreams, der i løbet af et par uger er blevet fulgt af mere end 21.000 indteresserede.

Kameraerne er sat op som en del af en kampagne for Friland Økologi. Hver dag fra klokken 8-20 kan man gå ind og følge med i dyrenes liv. I alt er der siden 8. april blevet vist 55.000 minutter ko- og grise-tv - hvilket svarer til 921 timer.

- Vi er halvvejs gennem kampagnen, der løber frem til 12 maj. Vi er meget overraskede over, hvor mange der ser med, men også hvor godt initiativet er blevet modtaget. Seerne er glade, og vi har kun fået positive tilbagemeldinger. Sammen med Økodag og Sofari sender vi et stærk signal om 100 procent gennemsigtighed i den økologiske kødproduktion, udtaler Maibritt Bisgaard, der er Senior Brand Manager hos Friland i en pressemeddelelse.

De to kameraer er sat op hos landmand Gert Glob Lassen på Ellingvej ved Funder Kirkeby , der har ko-kameraet, og Jakob Gammelgaard fra Bording, der har grise-kameraet.

Da kameraerne løbende vil blive flyttet rundt på de to gårde, får seerne fuld indsigt i de forskellige dele af køernes og svinenes liv.

- Gennem plakater, billeder på busser og på kødpakkerne er folk blevet inviteret ind at se på dyrene. Har man opholdt sig i København eller Aarhus de seneste par uger, har man måske mødt kampagnen på eksempelvis bagenden af busserne. Målet er at oplyse nogle af de, der ikke til hverdag arbejder med dyrene:

- Mange af vores forbrugere befinder sig i de store byer, og her støder man ikke ligefrem på levende køer og grise til hverdag. Jeg forestiller mig, at et virtuelt kig ud på gårdene vil være et godt udgangspunkt for familier til at få en snak om, hvordan dyrene har levet, inden kødet ender på tallerkenen, siger Maibritt Bisgaard.


Ordet er dit