Tip os log ind
Naturen er stadig klædt vinterlige farver, men området langs den nyligt genslyngede Bording Å er skønt uanset årstid. Takket være Bording Lokalråd og andre frivillige kræfter i byen er det nu muligt at færdes på de ellers alt for sumpede arealer. Også i kørestol, med rollator eller med barnevogn. På billedet Sven Odgaard og Evald Asp Sørensen, der er blandt de lokale borgere, som har lagt hundredvis af timers arbejde i at skabe nye stier og andre faciliteter i og omkring byen.
Foto: Henrik Ole Jensen

Lokalråd i Bording i gang med nyt projekt

To økonomiske donationer gør det muligt for Bording Lokalråd at skabe endnu flere aktiviteter i byen omkring naturstier
27. februar 2018, 09.14

Bording De store smil er fremme i Bording Lokalråd i denne tid.

Med kort mellemrum er der kommet positive svar på to ansøgninger om penge, der blandt andet skal gå til at udbygge det sammenhængende stisystem i naturen omkring Bording.

Først lød der et »ja« fra Friluftsrådet, som giver 50.000 kroner til et udkigstårn, grus til stiunderlag, forlængelse af gangbroen og maskiner til vedligehold og naturpleje. Samt kantlister på den allerede eksisterende gangbro, så kørestolsbrugere ikke risikerer at trille ud over siderne.


Grøn ordning

Derefter kom 75.000 kroner fra Grøn Ordning, som er penge udløses ved opstilling af nye vindmøller i kommunen.

Alt i alt luner pengene godt i det samlede projekts udgiftsramme.

- Friluftsrådet har stillet som betingelse, at vi bruger hele budgettet, så vi mangler cirka 30.000 kroner lige nu, men sammenlagt skal vi nok nå i hus, lyder det fra lokalrådsformand Evald Asp Sørensen.


Nye stier i smuk natur

Det igangværende projekt er en del af en større opgradering af naturen omkring Bording.

Det tog for alvor fart, da kommunen gennemførte en genslyngning af Bording Å og Bodholt Bæk.

Det gav en unik mulighed for at skabe nye stier i skøn natur.

Så det kastede Bording Lokalråd sig over i samarbejde med en stribe andre lokale ildsjæle.

Der er skabt nye forbindelser gennem ellers svært tilgængelige dele af naturen, som nu er koblet sammen med det eksisterende stisystem i og omkring byen.

Flere andre projekter er født i processen, så Bording nu har både en hundeskov, en natursti til Bording Kirkeby og en Planetsti med modeller af vores solsystem.


Over en halv million indsamlet

Sammenlagt har frivillige kræfter lagt skaffet mere end en halv million kroner i hus samt selv lagt et utal af arbejdstimer i at skabe muligheder og aktiviteter i byen.

Det projekt, der nu har fået penge fra to sider, er således en videreudvikling. Der er allerede anlagt en flere hundrede meter lang boardwalk hen over det mest sumpede område ved Bording Å, og de nye penge skal gøre denne træsti mere sikker ved hjælp af kantlister.

- Det er jo ikke kun os, der er godt gående, som skal have glæde af stisystemet. Der er derfor vi har bygget en handicapvenlig gangbro, siger Evald Asp Sørensen.


Et scoop for byen

Sven Odgaard, der er med i lokalrådets Natur- og fritidsudvalg, glædes også over de økonomiske indsprøjtninger.

- Det er dejligt. Det, den ene ikke ønsker at give til, vil den anden gerne give til. Det er kun infotavler, som ingen af dem vil give noget til, fortæller Sven Odgaard om de to tilskud.

I det nye projekt er der også kommet penge til en varmepumpe ved det nyopførte Væksthuset midt i byen.

Samtidig vil Bording Lokalråd give deres bidrag til kommunens mål om at få borgerne i bevægelse.

Derfor går nogle af pengene til at etablere naturfitness ved stisystemet.

Evald Asp Sørensen og Sven Odgaard sender ros til Ikast-Brande Kommune for at lade å og bæk komme tilbage i de oprindelige løb, så lokalrådet og andre i byen har haft en enestående mulighed for at skabe naturoplevelser for borgerne.

- Det er virkelig et scoop for Bording, at de er blevet genslynget, siger Sven Odgaard.


Ordet er dit



Mere Bording