Tip os log ind

Lindholms nye beboere - en flok ikke-ønskede gæster

18. januar 2019, 13.20

LINDHOLM De kommende beboere på øen Lindholm er uønskede i Danmark - og det skal de vide. De er dømt i en retssal for alvorlig kriminalitet og en del af straffen er altså en udvisning af Danmark. Det er ikke cykeltyverier og hastighedsovertrædelser de har begået. Det er blandt andet narkoforbrydelser, voldtægt, drab og drabsforsøg samt terror-relaterede forbrydelser. Men fordi vi af forskellige årsager ikke kan sende dem ud af landet, må vi opbevare dem, indtil det kan lade sig gøre.

Fra byen Kalvehave, hvorfra der er udsigt til øen Lindholm og fra de dele af Vordingborg kommune, der grænser ud til Stege bugt, har nogle udtrykt bekymring over de nye naboer. Det er helt forståeligt. Men som en del af finanslovsaftalen om Lindholm, er der afsat ekstra midler til politiet. Ordensmagten bliver synligt tilstede i Kalvehave døgnet rundt. Færgelejet bliver fast bemandet og færgeoverfarten bliver begrænset. Desuden har politiet mulighed for at patruljere farvandet omkring Lindholm.

Derudover vil opholdspligter begrænse Lindholms beboeres bevægelsesfrihed og meldepligten bliver strengt overvåget. Manglende overholdelse af pligterne vil omgående medføre en fængselsstraf.

I første omgang en uge - vedvarende og grovere overtrædelser vil medføre længere fængselsstraffe med stigende styrke.

Til de, der bekymrer sig om disse menneskers rettigheder og argumenterer for, at de jo har udstået deres straf, må jeg sige; nej, det har de ikke - for straffen var udvisning. Og når de ikke kan udvises, har de ikke udstået deres straf. Den dag de forlader Danmark, og ikke igen viser sig her i landet, har de udstået deres straf.

De kriminelle udlændinge, der er på tålt ophold og som fremover skal bo på Lindholm, har haft alle muligheder som mennesker flest, har her i landet. Men de misbrugte tilliden og landets gæstfrihed til at begå alvorlige forbrydelser. Og så slutter festen altså.

Jeg har fuld forståelse for at indbyggerne i Kalvehave er bekymret ved udsigten til de nye naboer på Lindholm.

Men der vil som nævnt blive holdt skarpt øje med dem. Til lands, til vands og fra luften. De vil opleve, at det danske samfund mener det alvorligt, når vi siger, at tålmodigheden er brugt op.

Vi vil signalere, at de er uønskede i Danmark, og at de lige så godt kan rejse af egen fri vilje - ellers er det Lindholm, det danske samfund har at tilbyde.


Ordet er dit