Tip os log ind
  • 1/: Palle Hansen, til venstre, og Karsten Gråbæk brænder for den fælles virksomhed, webbureauet Attityde på Nygade i Silkeborg.
  • 1/: Palle Hansen og Karsten Gråbæk kender hinanden bedre end de fleste kompagnoner. De var nemlig barndomskammerater hjemme på Dalvejen.

Kunsten er at holde fri

Webbureauet Attityde ApS på Nygade i Silkeborg ejes og drives af den lokale duo Karsten Gråbæk og Palle Hansen. Forskellighederne er den fælles styrke
12. juni 2019, 12.40

Karsten Gråbæk og Palle Hansen er barndomskammerater fra Dalvejen. I 12 år indtil videre er det gået rigtig godt med i fællesskab at drive webbureau i Silkeborg.

Navnet er Attityde ApS, og firmaet med syv ansatte inklusiv ejerlederduoen holder til i lokaler på førstesalen på Nygade 22B.

Palle Hansen og Karsten Gråbæk kender hinanden bedre end de fleste andre kompagnoner.

Men de er også forskellige typer med forskellige styrker og forskellige faglige forudsætninger.

At de langt fra er ens typer, ser de som en klar fordel.

- Vi er enormt forskellige, og det er helt sikkert vores force. To ting: Den sunde fornuft og så vores forskelligheder gør, at vi er her endnu, lyder det fra de to lokale virksomhedsindehavere.


En kunst at holde fri

Karsten Gråbæk og Palle Hansen forstår at samarbejde.

- Vi kan være uenige. Men vi har aldrig været uvenner, fortæller de.

At brænde for Attitydes fortsatte udvikling er en af de ting, som de er helt enige om.

- For mig er virksomheden en passion. Alle har et forhold til deres job, og vores job fylder nok mere end hos de fleste andre. Tankemæssigt kan jeg ikke lige holde fri klokken fire om eftermiddagen. Det er en kunst at holde fri, for der er altid opgaver, som skal løses. Tingene flyder sammen, siger Karsten Gråbæk.

Palle Hansen har det på præcis samme måde.

Med smil på læben fortæller ham om, hvordan hustruen derhjemme er i stand til at læse ham.

Fruen kommer gerne med en bemærkning til Palle: »Nå, fandt du ud af det.« Det sker, hvis hun observerer hos Palle, at hans tanker er andre steder henne - på arbejde.

- Når det er sådan, er det nok fordi, at jeg kan lide det jeg laver, smiler Palle Hansen.


Hjemmeside med værdi

Attityde fylder meget.

- Groft sagt er der kun, når jeg sover, at jeg ikke tænker på firmaet. Men i forhold til tidligere er jeg blevet bedre til ikke at åbne computeren derhjemme hver aftenen, bemærker Palle Hansen.

Attitydes primære ydelse er at levere hjemmeside-løsninger. Et af målene er i samarbejde med kunden at nå frem til et resultat, som direkte er med til at skabe ekstra værdi i kundens virksomhed.

Tingene og teknologien har udviklet sig rigtig meget siden begyndelsen i 2007, og forud herfor lå Palle og Karstens fælles baggrund på Dalvejen.

Forældrene var og er hinandens nærmeste venner.

Familierne holdt eksempelvis nytårsaften sammen.

- Ja, vi har nærmest en fælles historik, fra vi blev født, fortæller Attityde-duoen.

I ungdomstiden uddannede Palle Hansen sig i første omgang til kørelærer.

Karsten Gråbæk blev i slutningen af 1990erne ansat i et lokalt webbureau.

- Der fik jeg min første basisviden med at lave webløsninger, siger han.


System til Jyllandsringen

Som kørelærer var Palle Hansen tilknyttet Jyllandsringen, hvor han fik idéen til at lave et online bookingsystem for kørelærerne. Og så lå det jo lige for at spørge Karsten Gråbæk til råds.

- Hvorfor bliver du ikke selvstændig, spurgte Palle mig - så kan du lave bookingsystem til Jyllandsringen. Men alt det med moms og alt det der, det var bare slet ikke mig, smiler Karsten Gråbæk.

Som selvstændig kørelærer havde Palle Hansen imidlertid erfaring med det administrative, og på den led blev den fælles virksomhed alligevel skudt i gang.

Begyndelsen var i det små hjemme i Karsten Gråbæks kælder.

Han tog sig af at designe hjemmesiderne, og Palle Hansen fandt ud af, at han skrap til at nørde med programmeringsarbejdet.

Groft sagt er rollefordelingen den samme den dag i dag.

På Palle Hansens visitkort står teknisk chef, og på Karsten Gråbeks design- og kontaktchef.


Platugler og fusentaster

Attityde-folkene har knoklet for sagen hele vejen.

Og de knokler stadig.

- Det har været blod, sved og tårer, og vi har da også mødt vores andel af platugler og fusentaster undervejs, fortæller Karsten Gråbæk.

Over en toårig periode valgte de at køre med et advisory board.

De følte behov for nye input udefra for at fastholde udviklingen. Et af resultaterne af processen blev et fravalg af deres satsning på udvikling af apps.

I dag er makkerparret tilbage ved udgangspunktet: Hjemmesider - med onlinemarkedsføring som supplement.

- Forløbet gav os nogle knubs, og der var en del arbejde i det. Vores advisory board gjorde det klart for os, at der stadig kun er 24 timer i døgnet, også selv om man er iværksætter. Vi blev tævet til at holde fokus på web-delen i vores firma, fortæller Palle Hansen.


Fridag i kalenderen

Attitydes største enkeltstående kundeaftale er med Ebay Classifieds Scandinavia ApS - omkring den digitale markedsføringsvirksomhed bilinfo.dk.

Via aftalen har Attityde indtil videre leveret hjemmesiderne til over 500 danske bilforretninger.

- Bilinfo valgte os, fordi de godt kan lide vores smidighed. Den ene dag kan vi gå til venstre og den anden dag til højre alt efter behov. I forhold til kunderne generelt gælder det om at gøre det simpelt. Vi skal tale, så folk kan forstå det og ikke bruge alle mulige fancy web-ord, lyder det fra Attityde-folkene.

Palle Hansen og Karsten Gråbæk har en skarp opdeling af ansvarsområder i hverdagen.

Det fungerer godt på den måde, og på det seneste har de arbejdet med planlægning af en fast månedlig fridag for dem hver.

Også for et par ejerledere er det godt at få noteret i kalenderen, hvornår det er tid til at holde fri fra arbejde.


Ordet er dit



Mere Erhverv