Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Krig og kultur

16. april 2019, 12.38

Der er grund til at glæde sig over og rose det arbejde, der er gjort på Museum Silkeborgs afdeling i Thorning med udstillingen om slaget på Grathe Hede.

Avisen kan fortælle om, hvordan midlerne dertil blev skaffet ved en lokal indsats af den senere justitsminister i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Og ideen skulle angiveligt være formidlet til ham af en partifælle, der dengang var bestyrelsesformand i museet.

Man aner næsten en lille omfartsvejsag a la Mariager. Lokale sager og interesser er tilgodeset. På partipolitisk grundlag. Men det skal nu være bagmændene tilgivet. Der bruges bestemt ikke for mange penge på kultur her i landet. Kvalitetskultur vel at mærke. Hvor folk med solid faglig baggrund og viden om, hvordan historieudstillinger bygges op, og emnet formidles, arbejder med tingene.

Og tilmed er det lykkedes at gøre udstillingen permanent i den tidligere konfirmandstue.

Der er et stykke lokalt forankret, men nationalt betydende historie, der skal fortælles.

Der er andre steder i området, hvor en lige så betydningsfuld og autentisk historie bør samles op og formidles. Kongevalget i Rye Kirke (Gl. Rye) for 485 år siden, i 1534, forstærkede den proces, der bare to år senere endte i reformationen. Tør man håbe på, at Skanderborg Museum, der geografisk har ansvaret for denne del af historien, løfter den opgave?

Der er mere at fortælle om emnet i Thorning. Der er jo de senere år gravet på marken ved Thor Langes sten nord for Hauge sø. Og måske findes der mere. Den opgave løfter de dygtige museumsfolk garanteret også.

Her skal i stedet gengives lidt af St. St. Blichers fortælling om slaget. Han anlægger andre vinkler end Saxo og andre. Blicher kan bestemt ikke lide kong Svend. På grund af det med Gråbondens kone. Det som i virkeligheden ifølge Blicher kostede Svend livet. Det kan vel være lige så sandsynligt som så meget andet.

Det er i E Bindstouw, skrevet 17 år efter Blicher forlod Thorning, han lader Wolle Wistesen fortælle om slaget og stedet. Den samme Wolle, der havde været tavs hele aftenen, men som jo med den jyske snusfornuft udlægger tingene. Og på typisk Blichervis får almuen en finger med i historiens gang. Her er et par små uddrag. Og det jyske er jo ikke så svært.

Degaang de skidh, som A no ska faatæll, si da wa dæ trej Konger i wo Land - aa de wa di tow faa manne, ka A trow, faa jen ku ejes haa wot nok; trej Konger i et Land maa væ lisse gaat som trej Konner i jen Hues, faa hudden sku de faaligges? (). Men e Slaw war begynt, aa de uet ett lænng, fa Swenhs Folk bløw splet ad aa faadrøwwen. Han maat jow aasse sjæl remm, aa kam faahren aaljenn po hans Hæjst dæh faabi, hwor e Buen stod aa soe po e Slaw. Men saa støwted hans Hæjst. Finneren war ætte ham et Stød tebaahg. Han rowwer te e Mand: »Hæel mæ! Hæel mæ! om Do veed et Stej.« »A ska hæhl Dæ søen« saa e Buen, »te di Uvenner ett ska finn Dæ løwwen.« Mæ de samm hog han e Konng møt i hans Pann mæ e Yws, te han fil stjendøe øwwerenn.


Ordet er dit



Mere Debat