Tip os log ind

Kom ud af busken, Socialdemokratiet

03. januar 2018, 12.45

Skattelettelser Socialdemokratiet er flittige til at pege fingre af Venstre, når vi tager initiativ til skattelettelser og samtidig investerer i velfærden. S opsætter et »modsætningsforhold« ved Venstres ønske om lavere skatteprocenter og mere kernevelfærd. Det klinger hult i mine ører, når Socialdemokratiet bag facaden rent faktisk foretager selv samme politiske prioriteringer.

Mette Frederiksen har for nyligt sendt 600.000 breve ud til danskerne med opråb til at stemme på Socialdemokratiet. Med blokbogstaver skriver Socialdemokratiet sig ind som partiet, der sætter velfærden over skattelettelser. Samtidig har syv socialdemokratiske borgmestre fundet luft til skattelettelser i kommunekisten siden kommunalvalget 2013. S foreslår endda skattelettelser til virksomheder i deres såkaldte vækstudspil. Det understreger jo netop, at der ikke er et modsætningsforhold. Fordi det ER muligt både at sikre kernevelfærden OG sænke skatten. Det giver rod i butikken, når man i Socialdemokratiet slår sig op som velfærdens vagthund, samtidig giver skattelettelser og konsekvent kritiserer sine modstandere for at støtte selvsamme kombinationen af skattelettelser og velfærd.

I Venstre er den politiske holdning klar: Skattelettelser og velfærd går hånd i hånd. Faktisk er det en udmærket kombination. Letter vi skatten på arbejde, giver det incitament til at komme i arbejde. En lempelig virksomhedsskattepolitik giver gode rammevilkår for at etablere virksomheder og forbedre skattegrundlaget. Samtidig giver flere penge mellem hænderne også mulighed for, at den enkelte dansker kan prioritere sig egen velfærd og sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde.

Vi er et land i stor økonomisk udvikling, og derfor må vores velfærd også følge med. Derfor prioriterer vi også investering i kernevelfærd. Især sundhed og ældrepleje ligger os på sinde, hvilket også kommer til udtryk i finanslovsaftalen.

Mit råd til Socialdemokratiet vil derfor være: Kom ud af busken! Erkend, at skattelettelser og velfærd ikke er hinandens modsætninger.


Ordet er dit



Mere Debat