Tip os log ind
Der er tidligere blevet præsenteret et forslag om et stort street food marked i Bios Gård. Illustration: Laban Arkitekter

Kedelig gård bliver til spændende byrum

Bios Gård er tidligere blevet foreslået til et stort street food marked
22. februar 2019, 06.36

Silkeborg Bios Gård skal summe af liv og være et nyt spændende byrum.

De tanker var fremme for halvandet år siden, da et ideprojekt blev præsenteret, som skulle gøre Bios Gård til et stort Street Food marked.

Bag ideen stod Hans Okholm, byrådsmedlem for SF, Mohamed Al Mallah fra Classique Vinotek og Abnir Isam fra frisørforretningen New Style.

Ideen om at gøre den store centrale plads, der bliver brugt som parkeringsplads, til en spændende plads midt i byen, får nu et skub fremad.

Silkeborg Kommune inviterer til et åbent møde 14. marts i Medborgerhuset om, hvordan Bios Gård kan blive et levende og spændende byrum med liv mellem husene.

Aftenen kommer blandt andet til at handle om, hvad Bios Gård skal kunne i fremtiden? Hvordan midlertidige byrumsaktiviteter kan åbne op for områdets potentiale? Hvordan det er lykkedes i andre byer? Og ikke mindst, hvordan kommer processen i gang?

- Vi håber, du vil være med, for vi har brug for lokale drivkræfters værdifulde viden og ressourcer. Så kom og hør nærmere om, hvordan vi med et open call støtter lokalt drevet byrumsprojekter, som skaber livskvalitet, levende byrum og liv mellem husene, lyder det i invitationen til ideudviklingsmødet.


Ordet er dit