Tip os log ind
Manden bag B Conzept i Silkeborg, Jan Facius, oplever, at den nærmeste familie har en oprigtig interesse - og bekymring - for hans projekt. - Mine forældre og indimellem mine børn kan godt blive lidt nervøse for, om det bliver ved med at gå godt. Men jeg selv er blevet bedre til at tackle disse økonomiske spekulationer med årene, siger Jan Facius.

Jeg har altid drømt om at have en virksomhed med mange ansatte

På Hagemannsvej i Silkeborg ligger B Conzept - firmaet som for længst også er blevet en hobby for indehaver Jan Facius
12. juni 2019, 15.07

- Det betyder ikke noget for mig at arbejde aftener og weekend - det her er jo mit.

51-årige Jan Facius skærer det ud i pap, hvordan han ser på det som ejerleder. Siden 2003 har han drevet egen virksomhed i Silkeborg, B Conzept ApS.

Firmaet handler med firmagaver, reklameartikler og firmatøj, og B Conzept er centralt omdrejningspunkt i livet for direktøren.

- Det fylder rigtig meget. Det er også blevet min hobby, da det er her, at jeg kan udleve min kreativitet, arbejde med relationer og sætte nye idéer og aktiviteter i gang. Jeg har nogle super gode og kompetente medarbejdere, som betyder vanvittigt meget for mig. Mange har været med i mange år, og flere medarbejdere ser i dag B Conzept som deres virksomhed - det er også deres dna, og det er jeg stolt over, siger Jan Facius.

Historien begyndte i Virklund i 2003. Jan Facius stiftede firmaet sammen med familien Sinnerup, som dengang havde Bolighuset Bahne - nu Sinnerup-kæden.

Ved etableringen havde parterne hver en halvpart i firmaet, og Jan Facius var eneste medarbejder og drivkraft.


Digitale løsninger

Fra 2012 blev Facius 100 procent ejer af foretagendet og man flyttede til nyt domicil på Hagemannsvej 6 - ejendommen ud til Nordre Højmarksvej, hvor man tillige finder virksomheder som Kjellerup VVS, cykelproducenten Biomega og Grauballe Bryghus.

B Conzept har blandt andet indrettet flere showrooms med stort udvalg af design- og interiørprodukter til hjemmet, digitale gadgets,køkkendesign, outdoorartikler samt sport- og businesswear.

De seneste otte år har firmaet satset benhårdt på digital og logistisk udvikling.

- Vi ønsker at komme tættere på vores storkunder og fastholde vores berettigelse i markedet, siger Jan Facius.

- Vi har derfor udviklet en bred vifte af webshopkoncepter med lager og logistiksetup, hvor vi hver uge sender produkter til 120 lande globalt. Kunderne oplever, at vi tager os af alt fra indkøb til forsendelse og bogholderi. Det optimerer kundernes interne processer og giver store omkostnings- og ressourcebesparelser. Det er vores måde at agere proaktivt og følge med udviklingen, så kunder fortsat oplever os som en stærk samarbejdspartner, forklarer B Conzept-direktøren.

Tre-fire ansatte udgør udviklingsafdelingen, som håndterer webshopkoncepterne.

Grundfos er godt eksempel på en kunde, hvor der er etableret global webshop-kontrakt. To gange om ugen leveres til koncernens selskaber world wide.

B Conzept leverer desuden cirka 85.000 firmajulegaver.

- Det område fylder også godt i dagligdagen. Hos os er det næsten jul hele året, bemærker Jan Facius.

Et andet stort fokusområde er csr.

- Vi har de senere år - især i Østen - minimeret antallet af producenter. Forklaringen er, at det faktisk kun er en ud af ti producenter, der kan levere de rette certifikater og standarder, som vi ønsker at være kendte for, siger Jan Facius.


Den første store aftale

Nykredit-koncernen, var den første store aftale, der blev indgået ved starten for 15-16 år siden.

Jan Facius husker tydeligt de 6000 stk. julegaver til finanskoncernen.

- Den aftale betød, at vi gik i nul med resultatet i første regnskabsår. Vi har aldrig lavet røde tal, siger han.

Inden for de seneste par år har man nyåbnet en afdeling i Aalborg og derudover udvidet den eksisterende afdeling i København.

Antallet af medarbejdere er i dag 24.

- Jeg har altid drømt om at have en virksomhed med mange medarbejdere. Jeg er lidt emotionel og kan godt lide at se folk vokse med opgaverne. Det er fedt at se - ja, det er faktisk noget, jeg bliver høj af, smiler Jan Facius.


Søger indflydelse

Han skeler et øjeblik til astrologien ved spørgsmålet, om han besidder et særligt iværksættergen.

- Som stenbuk har jeg et stort behov for at søge indflydelse, og i min omgangskreds har jeg ofte rollen som organisatoren, skafferen. Som 23-årig blev jeg fuldmægtig i Bikuben, så allerede i en tidlig alder havde jeg lyst til at påvirke eller sætte dagsordenen. Jeg elsker at arbejde med salg og marketing samt skabe relationer. Jeg er desuden lidt en knokler med stort drive. Som selvstændig går det kun ud over mig selv, hvis jeg vælger at slappe lidt af. Så i stedet for at slappe af, sætter jeg hele tiden overliggeren en tand højere, forklarer Jan Facius.

Han er i fuld gang med at opnå, hvad han drømte om. Men det har været hårdt arbejde lige fra starten.

- Jeg arvede jo ikke virksomheden eller købte noget, som bare kørte i forvejen. Jeg startede op i en branche, som jeg havde været væk fra i tre år. Jeg havde kun troen på mig selv, et skrivebord og telefon. Jeg havde ingen kunder, ingen aftaler, ingen virksomhedsprofil. Alt skulle startes op fra bunden. Det var tough og krævede høj moral.

- Desuden var det ekstra hårdt, at jeg i de første år kæmpede voldsomt med store rygproblemer og undervejs måtte igennem to større operationer for diskusprolaps. Her gør det jo ondt at være nystartet selvstændig, for virksomheden var jo totalt afhængig af mig og mit salg, så det var en ekstra hård periode.

Udover høj moral krævede opstarten, at Jan Facius og familien gik noget ned i levestandard i en periode.

- Jeg går ikke op i prestige og materielle ting, men jeg kom fra et job som salgschef, hvor jeg i en tidlig alder havde en rigtig god løn. Så jeg var selvfølgelig nødt til at gå voldsomt meget ned i løn for at få det til at hænge sammen. Vi skiftede til en gammel bil, vi udskød pensionsindbetalingerne i en periode, og vi gik fra charterferie til campingferie. Men det betød nu intet som helst.

- Vi boede i gammelt hus og havde to små børn. Min kone havde også sit eget krævende job, men vi knoklede på begge to. Det gav selvfølgelig også stor tryghed, at min kone fra opstarten sagde: Vi skal nok klare det - om vi så skal sælge hus og flytte i lejlighed, så bliver vi lykkelige alligevel.


Gåpåmod

Med den indgangsvinkel og det gåpåmod kan man nå langt, siger Jan Facius.

Et godt bagland er helt fundamentalt for at lykkes som selvstændig.

- Min kone er utrolig positiv og konstruktiv som menneske, så hun har altid været en super sparringspartner. Herudover har min fortrolige bestyrelsesformand Erik Metellus, været en stærk støtte på hele rejsen.

I forhold til at føle sig værdsat tænker Jan Facius først og fremmest på »kollegerne«, som han vælger at kalde sine medarbejdere.

- Jeg værdsætter mine medarbejdere utrolig højt og jeg tror, at medarbejderne værdsætter, at jeg går forrest. Og jeg ville have det dårlig med ikke at gøre det. Jeg kan godt lide at spille golf, men jeg ville have dårlig samvittighed, hvis jeg tog ud og spillede golf hver onsdag klokken 12. Det er jeg slet ikke klar til endnu. Vi har et stærkt image i branchen - både blandt kunder og leverandører, så de værdsætter også, at vi er en god, kompetent samt pligtopfyldende samarbejdspartner, siger Jan Facius.

- Mine venner siger indimellem: Husk at værdsætte, at du som selvstændig selv kan træffe beslutninger. Det lytter jeg til og forsøger at nyde - også selv om det indimellem kan være hårde og ubehagelige beslutninger, som skal træffes. Det går jo begge veje.


Ordet er dit



Mere Erhverv