Tip os

Jeg er stolt af at være medlem af Liberal Alliance

12. januar 2018, 12.50

Tillid Lige nu står mit parti i en mediestorm. Vi er på spisesedlerne udenfor supermarkeder og kiosker, og hvis man tænder for fjernsynet, så er vi da også godt repræsenteret i sendefladen i disse dage. Og ikke på den gode måde vel at mærke.

Spørgsmålene hober sig op. Skal vi blive i regeringen, nu når vi ikke kan komme igennem med store skattelettelser? Er Anders Samuelsen den rigtige leder?

Og jo, jeg er da skuffet over, at vi ikke fik de skattelettelser, som vi liberale havde håbet på. Helt oprigtigt skuffet.

Men så minder jeg mig selv om, hvad vi har fået igennem, mens vi har siddet i regering. Og det gør mig stolt over at være medlem. Vi kan sætte dagsordenen i regeringen.

Jeg synes ikke, at det er et liberalt nederlag, når vi - på blot et år - er kommet igennem med blandt andet afskaffelse af blasfemiparagraf, stor erhvervspakke med afgiftslettelser for milliarder, nedsættelse af registreringsafgift på biler for tredje år i træk, skattelettelser og fri telefon på finansloven og billigere transport over Storebælt.

Vi går i den rigtige retning. Og det gør vi, fordi vi er med i regeringen. Grunden til, at de helt store skattelettelser ikke kom i denne omgang, er ganske enkelt, at Dansk Folkeparti ikke ønsker at lette skatten yderligere for helt almindelige danskere. Også selvom, at vi i Danmark har et økonomisk råderum på næsten 40 milliarder kroner.

Det er ærgerligt, når Dansk Folkeparti er parlamentarisk grundlag for en borgerlig liberal regering.

I de her dage har der været historier om, at LA-lokalformænd ikke bakker op omkring vores ledelse. Og i den forbindelse så lad mig lige slå noget fast med syvtommers søm.

Jeg har fuld tillid til ledelsen. De har været oppe imod hårde odds.

Jeg har fuld tiltro til, at det er i regeringen, at vi virkelig kan sætte den liberale dagsorden. Og selvom vi vil have, at tingene går hurtigere, så rykker Liberal Alliance Danmark i den rigtige retning - især når vi tager regeringsansvar.


Ordet er dit



Mere Debat