Tip os log ind

I Alternativet ønsker vi at sætte skolerne fri

12. september 2017, 13.49

FOLKESKOLEN Lærerne er trætte af Skanderborg modellen. Det sku` være så fint, men det er det ikke, udtaler en lærer i kommunen, der mener, at mange lærere generelt er trætte af Skanderborg Kommunes model og dens detailstyring. Han mener, at kommunens skoleforvaltning blander sig med alt for mange krav til skolen - dens ledere og det pædagogiske personale - uden at der følger tillid, frihed og økonomi med. Skolelederne bliver kommunens forlængede arm - på den dårlige måde.

Metodefrihed er på vej til at blive en by i Rusland, og alle skal køre samme linje. Der er alt for megen kontrol og afrapportering, der stjæler tiden og dræber lysten fra det væsentlige - samværet med eleverne og deres mulighed for læring. En af konsekvenserne af skolereformen er, at lærerne har en del flere timers undervisning og for lidt tid til at forberede sig, hvilket jo forringer undervisningens kvalitet. Her rangerer Skanderborg Kommune ikke i toppen over tildelte midler til folkeskoleområdet sammenlignet med tilsvarende kommuner. Det betyder for lidt tid til det enkelte barn og deres trivsel i dagligdagen. Indberetninger syltes eller trækkes i langdrag, både fra skoleledelsens side og fra PPR, som muligvis ikke har ressourcer nok.

Tak lærer fordi du fortæller, hvordan du oplever det ude på skolerne. Jeg tror, vi som kommune kan gøre det meget bedre. Jeg har tillid til dig og de andre lærere, at I bedst ved, hvad der er godt for netop jeres børn og skole. Jeg ønsker, at de enkelte skoler og lærere skal sættes fri til at bestemme meget mere end I gør nu.


Ordet er dit