Tip os log ind

Hvem vil ikke være statsminister?

07. september 2018, 13.30

Her gik vi og troede, at også det næste folketingsvalg ville blive et såkaldt præsidentvalg. Et valg, hvor enten Lars Løkke eller Mette Frederiksen vil stå badet i projektørlys og forklare hele befolkningen, hvilke lyksaligheder der vil overgå os alle, hvis bare vi vælger netop ham eller hende til at lede landet de næste fire år.

De øvrige partilederne kan i mellemtiden se misundelige til fra sidelinjen, idet valget står entydigt mellem liberalisme eller socialisme, må man tro. Selv om jeg hører flere og flere sige; hvad er forskellen egentlig? Ja, forskellen ligger måske alene i, hvem der trækker statsministeren lidt mod højre eller venstre.

Men, men, men. Pludseligt var der røre i andedammen. Først var der én, så var der to, så var der .? Nuvel. Indtil videre er der ikke kommet flere på listen over statsministerkandidater. I hvert fald ikke officielt. Til gengæld er der flere, som ikke vil være sammen med nogle andre: De radikale vil ikke lege med Mette Frederiksen, hvis hun vil lege med Thulesen Dahl, og Thulesen Dahl vil ikke lege med Liberal Alliance.

Og det er jo ganske vist, må man forstå. Det er åbenbart blevet ultimative krav, at Liberal Alliance skal ud af regeringen, og Mette Frederiksen skal skrive under på, at udlændingepolitikken ikke må laves sammen med Dansk Folkeparti. Men ultimative krav er jo forbudt. Ja, i hvert fald når det gælder Liberal Alliance, som kræver skatten sænket for den almindelige dansker. Men det er måske også at gå for vidt at lade ganske almindelige mennesker beholde lidt flere af deres egne penge?

Bortset fra dét med skatten er det således blevet moderne med ultimative krav, hvis man er radikal eller forankret i Dansk Folkeparti. Meeen, det blev dog alligevel for meget for Folketingets formand, der forsøgte at kalde til orden med budskabet om, at det er skidt for demokratiet, når der skabes usikkerhed om, hvad der er op eller ned i blokkene.

Ultimative krav hører ikke til i et demokrati, måtte man forstå, og det med at alle lige pludselig ville være statsministre var heller ikke set før. Så en irettesættelse af Uffe Elbæk, Pernille Skipper og Morten Østergaard var åbenbart på sin plads.

Man kan med rette spørge, om det er en opgave for Folketingets formand at gøre sig til dommer over andre partiers gøren og laden. Netop den post er en post, som i min optik burde være hævet over partipolitik. Ved-

kommende er formand for HELE Folketinget.

Men sket er sket, og derfor undrer det mig så bare, at der ikke i samme omgang var en irettesættelse af DF's formand Kristian Thulesen Dahl, der i flere omgange har gjort det til et ultimativt krav, at Liberal Alliance skal ud af regeringen, hvis der er blåt flertal efter næste valg.

Men måske det bare er farven, som har fået en anden lyd?


Ordet er dit



Mere Debat