Tip os log ind

Hvad nu hvis, det faktisk går ufatteligt godt?

11. januar 2019, 14.12

... hvis Danmark aldrig har været dejligere at leve i for de fleste, hvis stadig færre har for lidt og vores livsmuligheder konstant udvides? Ja, hvad nu hvis, nutiden er længder bedre end vores nostalgiske billede af fortiden - og hvad nu hvis fødselsraterne selv i udviklingslandene efterhånden er nede på omkring to børn per kvinde, og der aldrig har været færre fattige - og antallet af hjemmerøverier i Danmark igen i år er for nedadgående? Ja, så skal vi måske til at tale om nogle andre ting, når vi mødes, eller i hvert fald tale om det, vi hører i medierne på en anden og mere konstruktiv måde.

Erfaring og fakta bør overvinde skepsis, og hvis du giver dig tid til at undersøge nogle af de påstande, der flyver rundt i medierne og ud af munden på politikere, ja, så er det nogle gange svært at se, at Danmark og Verden netop er i en rigtig sund udvikling. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal tage hånd om de problemer der reelt er, eller i den grad arbejde for færre meningsløse hændelser med tabte menneskeliv pga. fanatiske menneskers desperation, klimakatastrofer eller ondskab.

Men min pointe er, at medierne overfalder os med dårligdomme fra hele verden, så selvom der reelt er langt færre end nogensinde før, føles det som om, vi kvæles. De gode historier skal der mindst 10 af til for at udviske lidt af den ene forfærdelige.

Lidt hårdt sat op vil jeg faktisk tillade mig at sige, at vores største problem i dag ikke er verdens tilstand, men den måde, vi taler om udfordringerne på i medier og politiske rum, hvor vi har brug for likes, overskrifter, betalende læsere og partipolitisk stemmeoptimering.

Det er menneskeligt at blive frygtsom og urolig, når ens omverden ændrer sig, eller man hører om noget, man ikke forstår eller væmmes ved. Det er der ikke noget forkert i. Problemet er, hvis medier og politikere medskaber denne frygt, og dermed fremelsker et folkeligt behov for læhegn og et begrænsende sortsyn.

Hvis du ikke tror på fremtiden, så er det irrationelt, for hvis du løfter blikket lidt - er udviklingen overordnet set gået i en fantastisk retning. For os som enkeltindivider kan en pludselig sygdom, en hård skilsmisse eller en fyring momentalt lægge vores liv følelsesmæssigt i ruiner på under en time. Det vilkår kan vi som mennesker aldrig slippe for. Det er at leve.

Politik handler om liv og prioriteringer. Realpolitisk alt for meget om blå, rød og grøn - men overordnet set vil alle vi politikere jo det bedste for Danmark, selvom det nogle gange kan virke som om partiernes egeninteresse skygger for dette smukke politiker-dna.

Den danske filosof Søren Kierke- gaards kloge ord fra 1800-tallet om, at vi mennesker alle er forstående overfor nødvendigheden af udvikling, men stejler når den kræver forandring af os - ja, skal vi ikke prøve at tage de ord ind, og se lidt mere rationelt på såvel næsetip som horisont i 2019?


Ordet er dit