Tip os log ind
  • 1/: Lillian Fransson, Mors (sammen med sønnen Morten Hansen, Kolding) Jeg synes, det er fantastisk. Det er en 10'er. Hvis man skal være kritisk, så var skiltningen hertil ikke så god. Vejret - det har de til gengæld gjort godt. Jeg har været i Himmerland to gange før, men synes, at det her er bedre. Det er, som om der er mere luft her. Min søn er ikke enig. Han synes, at der var mere plads ved Made in Denmark i Himmerland. Måske er det, fordi jeg ikke husker så godt. Jeg 66 år og havde været selvstændig fotograf i 34 år, da jeg gik på efterløn for to år siden. Og bom, så blev jeg indlagt og opereret for en hjernesvulst på størrelse med en golfbold. Jeg har siddet i kørestol og været indlagt til genoptræning i to gange to måneder og har lammelser i hele højre side. Det har været hårdt, men fordi jeg er så stædig, så går jeg nu selv. Jeg har spillet golf i 20 år, men det kan jeg ikke mere. Jeg kan heller ikke fotografere. Billetten til Made in Denmark har jeg fået i fødselsdagsgave af min søn og hans familie, fordi de ved, at jeg elsker golf.
  • 1/: Thomas Danielsen, Haderslev (til Højre) - med sin gode ven, den islandske fodboldspiller Eggert Jónsson, der spiller i Sønderjyske Vi er næsten lige kommet, så det kan jeg ikke sige. Der var ret langt fra parkeringspladsen herind, men banen ser fin ud. Jeg skulle egentlig have gået som caddie for Martin Leth Simonsen, men han sprang fra og valgte Nordic League i stedet for Made in Denmark. Jeg har været i Himmerland hvert år som mentaltræner. Jeg arbejder gennem mit firma Mentho Coaching & Development med fem professionelle golfspillere og desuden med fodbold- og håndboldspillere. Jeg er tidligere mentaltræner i Sønderjyske, og Eggert er en af mine gode venner. Han er meget mere interesseret i golf, end jeg er.
  • 1/: Kirsten Gregers, Juelsminde Det der med skalaer tør jeg ikke. Men jeg synes, at arrangementet simpelthen er super. Her er smadderhyggeligt, og det er overskueligt og smukt. Det kan jeg godt lide. Jeg har været i Himmerland til Made in Denmark en gang og spiller selv meget golf i Juelsminde, Skagen og Spanien. Nu vil jeg prøve at komme herud og spille. Banen er så flot og velholdt. Jeg er her bare i dag og er sammen med min mand. Jeg går altid med hat, fordi jeg har så lidt hår og for at undgå solbriller. Hatten her har jeg valgt, så min mand lettere kan finde mig.
  • 1/: Anna Eriksen, Odense Det er et godt arrangement, så jeg vil sige en 9'er. Det kan altid blive lidt bedre, men det er tæt på 10. Det er småting, man kan sætte en finger på. For eksempel er det ærgerligt, at der ikke kan komme så mange mennesker tæt på greenen ved hul 18, hvor det bliver afgjort. VIP'erne kommer tæt på, men vi andre kan jo ikke komme i VIP-loungen. Men det er virkelig småting. Selv vejret er faktisk helt perfekt og topper her på finaledagen. Det er første gang, jeg er til Made in Denmark. Jeg bor med min familie hos venner i Silkeborg, som vi har haft med herude på golfbanen. De har aldrig set golf før, men da vi kom hjem i aftes, sad de og så golf i tv.
  • 1/: Johannes Berger, Kolding Det er en 9'er. Man ved jo aldrig, om det kan blive bedre. Vejret har været enormt godt, og det er jo det halve ... Men det er i det hele taget et fantastisk arrangement. Jeg har været tre gange til Made in Denmark i Himmerland og synes, det er mere hyggeligt her. Måske hænger det sammen med vejret. I Himmerland har vi oplevet det værste lortevejr. Min kone og jeg er inkarnerede golfspillere og har bare været her i dag, og vi har haft en ekstremt positiv oplevelse. Vi er inviteret af Nordea Private Banking.
  • 1/: Birthe og Michael Vibe, Vejle Michael Vibe: Vi er kommet i dag og har bare været her den ene dag. Vi har været spændt på at komme hertil og se, om Thorbjørn Olesen kommer til Ryder Cup, for vi skal selv til Paris og se Ryder Cup senere i september. Jeg vil give det en 7'er. Der er ikke så publikumsvenligt her, for her er ikke så mange skråninger, man kan sidde på som i Himmerland. Der var der også flere tribuner, som alle kunne komme ind og sidde på. Her er de forbeholdt VIP-gæster, mens vi andre er henvist til græsarealerne. Birthe Vibe: Jeg synes, det her er helt fænomenalt, så jeg er på en 8'er. Tilkørselsforholdene, det parkeringsmæssige, shuttlebusserne og guideservicen kan jeg godt lide.

Hvad er din vurdering af Made in Denmark på en skala fra 1 til 10?

Midtjyllands Avis har spurgt nogle af gæsterne til Made in Denmark om, hvad de mener om arrangementet. Læs deres svar i billedteksterne.
04. september 2018, 11.30

30 dages abonnement GRATIS - så kan du læse alt online indhold, læse e-avisen og få adgang til det elektroniske arkiv.

ja tak, lad mig prøve!

Allerede abonnent? Log ind




Mere Sport