Tip os log ind

Hvad er der sket med to klenodier fra den gamle Them Kommune?

15. april 2019, 12.39

FORSVUNDET Jeg vil gerne efterlyse et par historiske genstande fra den gamle Them Kommune, som tilsyneladende er forvundet.

Den ene er den gamle gaslygte, som stod foran rådhuset i Them Centret nr. 12, som blev solgt for et par år siden til Rema 1000 og forrige år blev jævnet med jorden. Forud for nedrivningen spurgte jeg en af Silkeborg kommunes fire direktionschefer, Hanne Ahrens, der tidligere var kommunaldirektør i Them kommune, hvor gaslygten nu skulle anbringes, og det lovede Hanne at tage videre vare på.

Gaslampen har en historisk betydning for vores område her i syd, idet den i 1980'erne blev givet som gave til Them kommune fra Naturgas Midt/Nord som symbol på, at Them kommune (dengang) blev kåret som Årets Gaskommune. Them kommune var den første kommune i Midtjylland, som blev tilsluttet naturgassen, og lampen blev netop derfor tilkoblet naturgassen som et vigtigt symbol. Hvor og hvornår kan vi forvente at lampen bliver sat op igen? Personligt synes jeg, at den vil passe smukt foran det gamle rådhus på Silkeborgvej 33, og det vil være let at tilkoble den til naturgassen, idet bygningen er tilsluttet naturgassen. Alle kommunale bygninger i den gamle Them kommune var nemlig tilsluttet naturgas med baggrund i en beslutning i Them Byråd.

Den anden genstand er den store vejtromle, som forinden kommunesammenlægningen i 2006 stod på Torvet i Them. Vejtromlen var hugget ud af en kæmpestor granitsten, og den blev for rigtigt mange år siden overdraget den gamle Them kommune af Århus Amt, efter at vejtromlen havde udført sin mission med at lægge landevejen fra Skanderborg til Nørre Snede. I 1990'erne blev vejtromlen sat i stand med nyt træktøj i jern, og det var smeden i Them, Aage Nielsen, som istandsatte vejtromlen.

Vejtromlen blev fjernet i forbindelse med en renovering af en del af Torvet i Them. Men hvor er den blevet af, for vi har den ikke mere?? Jeg har set en vejtromle totalt magen til udenfor asfaltfirmaet YIT på Nørreskov Bakke nr. 1 i Silkeborg, men der kan selvfølgelig være tale om en anden vejtromle. Dog ser den nøjagtig ud som den vejtromle, som vi havde stående og pyntede på Torvet i Them med blomster rundt omkring.

Jeg ser frem til at få en tilbagemelding fra borgmester Steen Vindum om disse ting.


Ordet er dit



Mere Debat