Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Hvad arbejder du henimod ....

06. juli 2018, 12.33

Hvor er det livsbekræftende at læse om Ole Østergaard, som fortsætter på arbejdsmarkedet til trods for, at han har rundet de 70. Han er helt sikkert en uddøende race. Og det er jo skønt, at der stadig er virksomheder, som sætter pris på de erfarne medarbejdere, selvom de måske ikke kan få så mange arbejdstimer.

Den glæde, arbejdet bringer til Oles hverdag, beriger hans liv. Det er lidt typisk for hans generation, at han bare ikke kan lade være med arbejde. Og det er jo ikke, fordi han sidder i sin sofastol med fødderne oppe på skamlen og glor TV, når han har fri.

Udover konen og hans nedlagte landbrug så interesserer han sig også for italienske motorcykler og biler, som han roder med på sit veludstyrede værksted.

Han forspilder ikke sin tid på tidsrøvere som Ipad og computere. Måske det i virkeligheden er hemmeligheden bag den store værdsættelse af arbejdslivet?

Min egen far arbejdede også lige indtil han tvunget af sygdom som 78-årig måtte sætte træskoene og smide skruetrækkeren i ringen. Hans bror, som er over 80, arbejder stadig faktisk næsten hver weekend, hvor han kører lastbil. Han har også hobbies ved siden af. Han ordner bl.a. haver for flere naboer, uden vederlag vel at mærke.

Selvom jeg ikke er helt så »stor« som Ole, så kan jeg godt genkende, det med at tænke på arbejdet nærmest hele tiden. Det er ikke med vilje, eller mit liv går i stykker, uden at jeg foretager mig noget. Måske er jeg præget af min opvækst.

Min fars firma lå på matriklen, og kontoret var i kælderen. Vores køkken var folkenes kantine, hvor også telefonen hang til at modtage ordrer fra kunderne. Der var ikke nogen fast åbningstid, dog oftest lukket lør- og søndag. Medmindre min far havde vagten.

For mig kommer der bare tanker hele tiden for løsninger eller ideer, som kan gavne firmaet, gøre arbejdet for kollegaerne nemmere og servicere kunderne endnu mere. Det er ikke noget, jeg gør med vilje, det er bare noget, der sker.

Jeg forstår godt, at Ole ikke kan give slip på det daglige samvær med kollegaer og den håndværkerjargon, der er på hans job. Det stadig at have et ansvar for nogle opgaver, og mærke at der er brug for en. Ikke mindst at dele sin viden med nogen som værdsætter det.

Hvis man trives et sted, er alderen ikke afgørende.


Ordet er dit



Mere Debat