Tip os log ind
I 1997 blev Anja Andersen kåret til verdens bedste håndboldspiller. Ti år senere blev hun optaget i sportens Hall of Fame. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Håndboldspilleren gav fingeren og vandt alt

Håndboldlegenden Anja Andersen har vundet OL, VM og EM med Danmark, og som træner snuppede hun tre Champions League-trofæer. 15. februar fylder hun 50 år
10. februar 2019, 08.31

NAVNE Hun er kåret til verdens bedste håndboldspiller og har været med til at vinde OL-, EM- og VM-guld med det danske landshold.

Anja Andersen var en af de jernhårde ladies, og fredag 15. februar fylder hun 50 år.

I 1997 blev hun kåret til verdens bedste håndboldspiller, og ti år senere blev hun optaget i sportens Hall of Fame.

I 2009 modtog hun Mathildeprisen for at have udfordret konventionen om, at trænere af elitesportsfolk altid er mænd.


Op- og nedture

Hendes liv har været fyldt med sportslige opture blandet med personlige nedture.

Og når det hele blev lidt for meget, så fik hele verden fingeren.

At Anja Andersen skulle blive god til håndbold, lå i kortene. Både far Keld Andersen og mor Vivi Andersen har spillet på landsholdet, så Anja blev født med en bold i hånden og opdraget på håndboldbanen.

Vi kender hende bedst som en temperamentsfuld, provokerende, legesyg og engageret spiller med et hjerte, der banker for håndbold.


Hjertefejl satte stopper for karrieren

Det selv samme hjerte satte en brat stopper for karrieren, da Anja Andersen som 30-årig i 1999 fik besked på, at hun havde en hjertefejl og ikke kunne holde til at spille på topplan.

Det tog hun konsekvensen af og skiftede karrieren som spiller ud med et liv på sidelinjen.

Her brugte hun leg og kreativitet til at revolutionere håndboldspillet, og det bar frugt.

Som træner har Anja Andersen blandt andet vundet tre danske mesterskaber og tre Champions League-trofæer med Slagelse Dream Team.


To serbiske landshold

Derefter har hun blandt andet også stået i spidsen for det serbiske landshold, FCK Håndbold og Viborg HK, inden hun i 2012 indstillede trænerkarrieren.

Siden har man ikke hørt meget fra håndboldlegenden. Men i et sjældent interview til DR for godt et år siden sagde hun, at hun gerne ville tilbage til håndbold - helst som dansk landstræner.

/ritzau/


Ordet er dit



Mere Navne