Tip os log ind

Hjemløse får soveposer af Jysk

Tredje år i træk, at Jysk støtter udsatte med Kirkens Korshær
18. februar 2019, 06.24

Silkeborg For tredje år i træk støtter Jysk op om Kirkens Korshærs arbejde. Udover en donation på 1.000 soveposer har Jysk givet liggeunderlag og håndklæder. En af de byer, hvor de udsatte har mulighed for at få lidt ekstra at varme sig med er Silkeborg.

Kirkens Korshær har gennemgået behovet for hjælpen fra Jysk på alle organisationens væresteder og varmestuer.

- I Silkeborg er det en stor hjælp, at vi kan til tilbyde hjemløse mennesker en god sovepose. Nogle brugere får også et telt med. På den måde kan de bedre gå vinternatten i møde i mangel af andre overnatningsmuligheder, fortæller Birger Rask, leder af Kirkens korshærs varmestue i Silkeborg.

Et af Kirkens Korshærs helt store fokusområder er netop hjælpen til landets hjemløse. Derfor er donationen fra Jysk vigtig, da den er med til at sikre adgang til en helt basal fornødenhed som varme om natten til nogle af landets hjemløse borgere.

Også hos JYSK er man glade for at kunne hjælpe de mennesker, der har allermest brug for omsorg og varme i disse kolde tider.

- Det gør mig stolt af mit arbejde, at vi på den måde støtter op om dem, der virkeligt trænger. Med soveposerne hjælper vi der, hvor der virkelig er brug for det. Og nu hvor vinteren er på vej, er jeg sikker på, det vil komme mange mennesker til gode, fortæller Tina Kjærsgaard, butikschef i Jysk i Silkeborg.


Ordet er dit