Tip os log ind
Ole Kallehauge og hans schlesvigerheste vil igen sørge for magelige rundture rundt på Herthas store område.
Foto: Bent Rasmussen

Hertha slår dørene op til majmarked

Liv i værksteder og lækkerier i caféen
03. maj 2019, 13.13

HERSKIND Hvis vejret arter sig, er der omkring 1000 besøgende i vente, når Hertha Levefællesskab i Herskind i morgen, lørdag 4. maj, igen slår alle døre op og inviterer til åben dag med mange aktiviteter.

Her er noget at komme efter for både store og små. Børnene kan opleve lidt liv på landet mellem heste, køer og grøntsager og få en tur rundt i det store område i hestevogn.

Der er åbent i væve-værkstedet og de andre værksteder, og i café-teltet kan der købes sandwiches lavet af brød fra Herthas eget bageri og med mælk til kaffen fra stedets eget mejeri.


Bagagerumsmarked

Der bliver også mulighed for at smage biodynamiske grøntsager fra Herthas eget gartneri eller at gøre et godt køb i bagagerums-salget. Et godt grin skulle der også være chance for, når dukketeateret spiller.

Hertha Levefællesskab har eksisteret siden 1996 som et levefællesskab, hvor omkring 150 almindelige mennesker bor sammen med ca. 30 udviklingshæmmede.

Det helt særlige Rudolf Steiner-inspirerede fællesskab er blevet en seværdighed, som folk kommer langvejs fra for at besøge.

Mellem 6000 og 7000 gæster kommer årligt på besøg på studieture fra ind- og udland. sinn


Ordet er dit



Mere Ry-Galten