Tip os log ind
Spejderhytten ligger smukt i et grønt område tæt ved byen og med træer, vandløb og natur omkring.

Håber frivillige vil genskabe spejderhytte

Vinduerne er smadret, men nu satser frivillige på at genskabe spejderhytte i Thorsø
26. april 2019, 12.27

THORSØ Godt gemt ved Gammel Tungelundvej langs bækken findes en naturperle. Det er ved den gamle spejderhytte. Stedet er helt unikt. Tæt ved byen, og med naturens mangfoldighed hele vejen rundt opleves her fuglesang, rislen af vand og en speciel stilhed.

Det er Favrskov Kommune, der ejer denne skønne plet ved Thorsø.

- Jeg har været i dialog med kommunen, om lokale borgere kan få brugsretten over stedet og indrette det til et eller andet spændende mødested her ude midt i naturen, siger Erik Bertelsen, som er formand for menighedsrådet i Thorsø.

Han har samtidig taget initiativ til at forsøge at få flere til at gå med i en udvikling af hytten.

Første forudsætning er, at der er en lokal gruppe, der vil tage ejerskab på et sådant projekt og stå som de ansvarlige.

Huset er bygget i 1960-erne, men bliver ikke rigtig brugt længere. Derfor kunne Erik Bertelsen godt forestille sig, at man kunne bruge lokalet til et eller andet fælles projekt.

- Spejderhytten har en fantastisk placering. Så hvis vi får gjort noget ved huset, så kunne vi få et godt hus med en fantastisk placering tæt ved Bakkegården, som jo er børnehave i Thorsø, siger Erik Bertelsen.

I de kommende uger vil Erik Bertelsen forsøge at afdække, om der er lyst og interesse for spejderhytten. Kan andre se et spændende perspektiv i dette, håber Erik Bertelsen på at drøfte hvilke muligheder, der er i stedet.

Den foreløbige plan er at mødes første gang onsdag den 15. maj, hvor Erik Bertelsen arbejder med at samle interesserede i Sognehuset, Kirkegade 23, Thorsø.

- Jeg har ved selvsyn konstateret, at der inden for den senere tid er smadret stort set alle vinduer og lavet andet hærværk på den gamle hytte. Jeg tænker bare, at det ikke skal være det, der skal styre, om vi mødes for at drøfte muligheder og perspektiv, siger Erik Bertelsen.


Ordet er dit



Mere Favrskov-Hammel